Jordprøver overrasker landmand: "Vi troede markerne var fint dækket ind"

Det er godt at kende sine markers næringsniveau, så man har mulighed for at optimere sit udbytte. For familien Bonde ved Haderslev var udtagelsen af jordprøver en øjenåbner.

Familien Bonde på Nørbygaard, tæt ved Haderslev, fik i vinter udtaget GPS jordprøver på samtlige deres marker. Omkring 800 hektar jord var SLF over for at få et totalt overblik over markernes tilstand. 

Jordprøver i forbindelse med generationsskifte

I starten var ejer Benny Bonde ret skeptisk overfor jordprøver og ønskede egentlig ikke at bruge penge på det. Men i forbindelse med at hans to sønner var ved at overtage gården, lod han sig overtale:

"Jeg havde aldrig fået taget jordprøver før, og synes egentlig det var spild af penge, men jeg lod mig overtale, og det er jeg ret glad for i dag", fortæller Benny Bonde. 

Sønnen Jes Bonde supplerer:

"Vi havde lige overtaget gården, og ville egentlig godt vide, hvad det var, vi havde med at gøre, og ønskede nogle tal, vi kunne arbejde videre med. Det er let håndgribeligt, og nu har vi fået overblikket over markerne", siger Jes Bonde.

Store udsving

Da analyseresultaterne kom tilbage fra laboratoriet, fik de en kommentar til tallene, hvor de blev gjort opmærksom på eventuelle særlige problemer. Jordprøveresultaterne blev overført til deres markplan i MarkOnline.

Jes Bonde fortæller, at de har sendt alt materialet ind til maskinstationen, som nu styrer, hvilke marker, der har fået kalk, hvilke der mangler, samt overblik over, hvor meget kalk, der er givet. 

"Vi er ret overraskede over de udsving, der var på markerne. Vi troede, de alle var fint dækket ind af kalk, men særligt med hensyn til en enkelt mark, kunne vi se, at det var den slet ikke. Omvendt har vi kunnet spare kalk på nogle af de andre marker. Der er ingen grund til at smide fem tons kalk på hver mark, hvis der ikke er brug for det", siger Jes Bonde.

Grundlaget skal være i orden

Jordbunden er grundlaget for dyrkning af afgrøder. Hvis grundlaget ikke er i orden, får du ikke det fulde udbytte af alt det, du ellers gør for at få udbytterne i top. Derfor er det en god ide at følge udviklingen af dine markers næringsstofniveau. 

"Det kan være svært at have overblikket, når man har mange jorde, eller hvis man har købt eller forpagtet jord. For hvad har den tidligere ejer så gjort, og hvor mange år siden, er det? Jordprøverne giver overblik, og resultaterne bliver samtidig overført til din markplan i MarkOnline, så din planteavlsrådgiver altid kan beregne din gødningsplan ud fra de nyeste analyseresultater", fortæller planteavlskonsulent Janni N. Nielsen fra SLF. 

Det er en god ide at få udtaget jordprøver hvert fjerde til femte år. Så kan du rette op på faldende tal, før de bliver til problemer og koster udbytte. Der er heller ingen grund til at kalke en mark, der ikke har brug for det. Derfor kan du rent faktisk spare penge i sidste ende. SLF anbefaler GPS jordprøver, da de giver det mest præcise tal.
 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.