KHL-landmænd sætter marksten "i banken" og forbedrer havmiljøet i Lillebælt

Borgere og virksomheder i Kolding inviteres til at donere deres sten. De indsamlede sten skal bruges til et kommende stenrev ved udmundingen af Kolding Fjord.

Stenbunkerne hos Kolding Stenbank på havnen i Kolding vokser dag for dag og venter på at blive til et kommende stenrev ud for Løverodde ved udmundingen af Kolding Fjord. Borgere og virksomheder er inviteret til at donere deres sten, og Kolding Herreds Landbrugsforening (KHL) opfordrer nu sine medlemmer til at "sætte marksten i banken".

"Jeg kommer til at aflevere cirka 25 kubikmeter sten. Som både naturmenneske og landmand er jeg glad for at kunne bidrage med sten til miljøforbedringer i Kolding Fjord og Lillebælt. Miljøet er et fælles ansvar for alle, derfor er det dejligt, at vi landmænd nu kan bidrage til miljøforbedring på en meget konkret måde. For landbruget er også en del af løsningen for et grønnere Danmark", siger landmand Peter-Martin Staugaard, Bjergagergaard i Sdr. Bjert.

Stor symbolsk værdi

Peter-Martin Staugaard har taget imod et tilbud fra KHL om at få sat en container op til marksten til Kolding Stenbank. Landmændene har også mulighed for selv at stå for stentransporten til havnen, og Peter-Martin Staugaard sørger selv for at transportere en del af de mange tons sten fra Bjergagergaard til "banken".

I den forbindelse er KHL ved at arrangere en fælles afleveringsdag onsdag 2. december, hvor håbet er at landmændene vil starte traktorerne op og fylde en vogn med sten og køre til modtagepladsen på havnen i Kolding. 

"Symbolikken i at levere sten til et kommende stenrev, der vil forbedre vilkårene for fjordens og bæltets dyr og planter, er stor. Mange stenrev er i tidens løb forsvundet på grund af stenfiskeri. Stenene er bogstaveligt talt blevet brugt som fundament for det danske velfærdssamfund – til byggerier, havne, moler osv. Nu betaler vi tilbage til havet, og jeg er stolt over, at landbruget også er bidragsyder til at forbedre miljøforholdene i fjorden og bæltet", siger Peter-Martin Staugaard.

Det er Kolding Kommune og Naturpark Lillebælt, som står bag stenbanken. Alle kan donere sten, så stenrevet er et fælles folkeligt projekt. Målet er at kunne danne et stenrev af minimum 500 kubikmeter sten ud for Løverodde. Stenrev er et vigtigt levested for mange dyr og planter i havet. Her lever bl.a. muslinger og tang, der kræver et hårdt underlag at hæfte sig til, og hvor fisk og krabber kan finde skjul og føde.

Fælles Kolding-initiativ

"Det er fantastisk for havmiljøet, at også landmændene vil bidrage med sten. Landmændene har mange marksten liggende, og KHL’s initiativ er et stort bidrag til det kommende stenrev og understreger, at det her er et fælles Kolding-initiativ. For både erhvervsliv og private borgere. Vi har alle ansvaret for et godt havmiljø", siger medlem af byrådet i Kolding for Venstre, Eea Haldan Vestergaard. Hun fostrede ideen til Kolding Stenbank og er bankens formand.

Eea Haldan Vestergaard understreger, at Kolding Stenbank kan bruge alle marksten, men ikke flint og slet ikke beton og murbrokker.

"Brug helst de nysamlede sten eller stenbunker hjemme ved gårdens bygninger og lad være med at rydde gamle stenbunker ude i marken, da de er vigtige levesteder for padder, firben og insekter. Vi skal jo nødigt ødelægge levesteder for dyr på land for at gavne dyr på havbunden", siger hun.

Faktaboks

Landmændene har to muligheder for at levere sten til Kolding Stenbank:

  1. Container-løsningen: KHL tilbyder at sætte en container ud til landmanden, som han kan læsse stenene i. Kapacitet er ca. 8 kubikmeter. KHL og landmand aftaler på forhånd leverings- og afhentningstidspunkt. Der er normalt en uges tid til at få læsset stenene.
  2. Kør-selv løsningen: Hvis landmanden har grejet til det, er han også velkommen til selv at stå for transporten ind til Kolding Havn. Tidspunkt skal aftales forinden, da havnen er et lukket område. Kontakt direktøren for Kolding Stenbank, Henning Bech-Larsen på mob. 2764 9403 eller henbe@kolding.dk. Hvis man vil deltage i den fælles afleveringsdag onsdag den 2. december skal man kontakte KHL.

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.