Planteavlerne havde et udfordrende 2023

Stigende renteudgifter har præget 2023 men de enkelte bedriftsgrene har klaret sig vidt forskelligt, viser ny regnskabsanalyse.

Smågriseproducenter gik markant frem i 2023, mens mælkeproducenterne er vendt tilbage til normalen. 

Det er nogle af konklusionerne i en ny regnskabsanalyse fra landboforeningerne Djursland Landboforening, Agrinord, Vestjysk og Fjordland dækkende over 175 bedrifter.

Ikke mindst planteavlerne har mærket de øgede renteudgifter, fordi de naturligt har meget kapital bundet i jord. Renteudgifterne blandt planteavlerne alene er i gennemsnit steget fra 352.000 kr. til 785.000 kr. pr. bedrift. 

Kombineret med 25-30 procent ringere udbytter i forhold til 2022 og et lavt prisniveau, har året været udfordrende. Gennemsnitligt kommer de ud med et negativt resultat efter finansiering på 202.000 kroner mod et overskud i 2022 på 2,1 millioner kroner.

Pressede priser

Smågriseproducenterne og særligt dem med eksport af deres grise har derimod haft et godt 2023. 

Gennemsnitsresultatet for producenter af smågrise har ligget på næsten seks millioner kroner. Det er en stigning på over 4 millioner kroner i forhold til år 2022.

Der har dog været stor forskel i resultater blandt smågriseproducenterne, som blandt andet afhænger af, om smågrisene er afsat til eksport eller i Danmark. Desuden er der også stor forskel på, om de er afsat til beregnet notering eller til puljenotering plus tillæg.

Slagtegriseproducenterne har derimod været presset af de høje smågrisepriser. Samtidig har produktionen af slagtegrise været faldende, hvilket har fået nogle producenter til at lade staldene stå tomme i perioder.

Der er dog stadig opnået et positivt resultat til slagtegriseproducenter på 1,1 millioner kroner efter finansiering.

- Grundet stor eksport af svinekød fra Danmark ud på et presset verdensmarked, har vi ikke kunnet følge slagtesvinenotering i resten af EU, så det er nogle andre vilkår, de danske slagtesvineproducenter har levet under, siger Leif Lanng, der er virksomhedsrådgiver hos Fjordland, i en pressemeddelelse.

Stigende omkostninger

Stigninger i produktionsomkostningerne gør sig gældende for både konventionelle og økologiske mælkeproducenter.

Omkostninger er i gennemsnit steget 60-66 øre pr. kg mælk, og næsten halvdelen af stigningen i omkostninger kan henføres til de stigende finansieringsomkostninger, hvor især renteudgifterne steg kraftigt.

Derudover har især økologerne været ramt af ekstra udgifter til stigende priser på tilskudsfoder. Det gælder dog ikke kun for økologerne, da også de konventionelle producenter i et vist omfang har været ramt.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.