Vand i alle afskygninger på dagsordenen

Vand var et af hovedtemaerne på Østjysk Landboforenings generalforsamling den 5. marts, hvor 100 medlemmer og andre interesserede var mødt op til en aften med formandens beretning, lokalpolitiske indspark og debat.

Regn, regn og atter regn

Regn, oversvømmelser og drikkevand fyldte meget hos både formand Henrik Nielsen, de fremmødte medlemmer og inviterede lokalpolitikere.

"Modsat 2018 - hvor vi havde tørke - har vi det sidste år oplevet et ekstremt vådt år. Det har regnet næsten uafbrudt i efteråret og vinteren. Alle marker er dænget til med vand. Det kan ikke blive ved på den måde. Nu skal der gøres noget", sagde formand Henrik Nielsen og fortsatte:

"I lørdags holdt Landbrug & Fødevarer stormøde på pejsegården i Brædstrup om oversvømmelserne. Rigtig mange var mødt op, og vi havde nogle gode drøftelser om udfordringerne. Jeg håber, det fører til handling", understregede han.

Landboforeningen havde inviteret tre gæstetalere til at deltage på generalforsamlingen; Hedensted Kommunes borgmester Kasper Glyngø (A) og teknikformændende i henholdsvis Hedensted og Horsens kommuner Martin Ravn (V) og Lene Tingleff (V). De kom alle ind på vand og de massive mængder regn, der har forårsaget store udfordringer i området. Budetskabet var, at der skal udarbejdes handlingsplaner, så kommunerne er i stand til at håndtere vandmasserne - og de er i gang.

Drikkevand

Udover regnvand blev der snakket beskyttelse af drikkevand og BNBO på generalforsamlingen.

"Der kommer mere og mere fokus på pesticider og de fund, der gøres i en række drikkevandsboringer. Det er en politisk dagsorden, der er født af følelser, og som derfor er meget svær at argumentere mod med fakta. Jeg tror mange gange, det er afmagt, der retter blikket mod landbrugets pesticider, fordi det er nemmere at vise handling på den måde", sagde formand Henrik Nielsen og fortsatte:

"Det er en udfordring, da det oftest er gamle midler, man finder, som er forbudt i dag. Det kan vi ikke gøre noget ved, Der er også midler, som ikke stammer fra landbruget. Det kan vi heller ikke gøre noget ved", understregede han. 

Bestyrelsen

På generalforsamlingen blev alle bestyrelsesmedlemmer på valg genvalgt. 

Østjysk Landboforenings bestyrelse består af følgende medlemmer:

  • Henrik Nielsen (formand)
  • Peter Mortensen (næstformand)
  • Mads Ø. Nielsen
  • Lars J. Knudsen
  • Finn Tukjær Schmidt
  • Jeppe Mouritsen
  • Martin Mogensen
  • Per Bregendahl
  • Keld Kallestrup. 


 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.