SLF holdt klimamøde med minister og lokale politikere

SLF havde mandag 13. maj arrangeret et valgmøde om klima i samarbejde med lokalpolitikeren Hans Christian Schmidt (V), og havde i den anledning inviteret energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt og EU kandidaten, landmand Asger Christensen til at komme til debat på Billund 3 i Vojens.

Om eftermiddagen var gæsterne forbi Sønderjysk Biogas i Bevtoft, hvor politikerne blev vist rundt af direktør Marina Berndt og formand Erling Christensen fra Sønderjysk Biogas. Det var et glædeligt gensyn for Lars Chr. Lilleholt, da han var med til at åbne gashanen, da anlægget blev indviet i 2016.

Senere på aftenen fortsatte debatten med klimamøde hos SLF, hvor omkring 75 landmænd og andre interesserede var mødt op. Næstformand Berith Nissen fortalte indledningsvist, at 21 procent af den samlede danske CO2-udledning stammer fra landbruget – overgået af energi- og transportsektoren med henholdsvis 28 og 26 procent.

Ingen nye store regninger til landbruget

Hun pointerede, at dansk landbrug er i fuld gang med klimavenlig produktion, og at vismændene netop har udtalt, at hvis dansk landbrug flyttes ud af landet, så vil klimabelastningen blive 12 % større. Dansk landbrug er blandt de mest klimaeffektive i verden, har Klimarådet netop erklæret.

Men hvis dansk landbrug skal nå helt i mål, er der brug for mere teknologi og udvikling, var bl.a. ministerens pointe, da han efterfølgende gik på scenen:

"Løsningen er ikke at flytte produktionen ud af landet, og tiden er bestemt heller ikke til at sende dansk landbrug nye store regninger, men vi har ikke de redskaber, der skal til. Det er også derfor, regeringen har afsat 90 mio. kr. til forskning og udvikling indenfor området til at finde de metoder, der skal til", sagde Lars Chr. Lilleholt.

Klima er et fælles projekt

Landmændene skal selv være med til at finde løsningerne, for I har altid vist, at I kan drive jeres forretning med stort hensyn til miljø og klima, sagde ministeren.

Landmand Asger Christensen stiller op til EU parlamentet, og lovede, at han vil arbejde for landbrugets rammevilkår og mindske bureaukratiet. Klima, miljø og skat skal f.eks. løses i fællesskab, men EU skal ikke blande sig i alt. Og så vil han arbejde på at gøre regler mere forståelige for borgere og virksomheder – med et citat fra Jydske Lov sagde han afslutningsvist ”Alle skal kunne vide, hvad loven betyder”.

Efterfølgende var der debat og spørgsmål, hvor emnerne var biogas, flyrejse-kvoter, dåsepant og binding af CO2 – kontra CO2 udledning. Et par af de fremmødte var noget utilfredse med nye vilkår for solcelleejere, men der var ros til regeringen for såvel Landbrugspakken samt udfasning af PSO-afgiften.

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Fra samme forening