Grovvaren: Vi godkender samme mængde maltbyg som sidste år

Flere parametre har gjort, at maltbyggen i år har et højere proteinindhold end sidste år. Men der skal ikke kasseres mere, forsikrer DLG og Danish Agro.

For et par uger siden blev en landmand på Lolland noget overrasket, da han høstede sin maltbyg. Proteinindholdet i hans maltbyg var for højt og skulle kasseres. Han stod til at miste omkring 70.000 kroner.

Landmandens tilfælde er ikke enestående. DLG og Danish Agro kan allerede nu se, at proteinindholdet er højere i maltbyggen i år end tidligere. Dog i forhold til sidste år er der også mindre maltbyg med lavt proteinindhold.

»Man kan sige, at maltbyggen har forskudt sig lidt på proteinindholdsspektret. Sidste år skulle vi kassere mere maltbyg med for lavt proteinindhold, mens vi i år skal kassere mere med for højt proteinindhold. Vi ser lige så meget som sidste år, der ligger inden for proteingrænsen,« siger administrerende direktør i Grovvaredivisionen hos Danish Agro, Henning Fogh.

Henning Fogh påpeger, at det er meget svært at sammenligne 2015 med 2016, fordi vækstsæsonen har været markant anderledes, og landmændene har fået mulighed for at anvende mere kvælstof.

»På grund af det lave maltbyg udbytte har der været færre kilo korn at fordele kvælstof på, og det har sammen med vejret og de lave udbytter været med til at hæve proteinindholdet i maltbyggen,« siger Henning Fogh.

Mere eksport

DLG mangler stadig at få leveret 50 procent af deres maltbyg, men allerede nu kan vicekoncerndirektør i afgrøder hos DLG, Mogens Frederiksen, se en tendens.

»Kvaliteten af maltbyg er meget varierende i år. Proteinindholdet ligger mellem 9,5 til 13,5 procent på maltbyg. Men det positive er, at en stor del af vores maltbyg kan bruges til eksport,« siger Mogens Frederiksen.

Hvis maltbyg skal være egnet til eksport, skal proteinindholdet lvære max 11,5 procent.

»Det er meget positivt for eksporten, at vi har fået hævet proteinindholdet. Vi har længe haft svært ved at matche det internationale marked, men det vil vi kunne fremadrettet,« siger vicekoncerndirektøren i DLG.

Ligeledes beretter Mogens Frederiksen, at proteinindholdet i maltbyggen i år er blevet skubbet lidt længere op ad, mens den brugbare maltbyg forholder sig uændret.

Faktaboks

Maltbyg

  • Øvre grænse for proteinindhold: 11,5 procent.
  • Nedre grænse for proteinindhold: 9 procent.
  • Maltbyg bliver udelukkende brugt til ølproduktion.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.