Her lærer børnene at bruge knolden

400 københavnske børn dyrker kartofler i Mejnerts Kartoffelkit med hjælp fra Youtube.

Humøret er helt i top. Al gang foregår i løb, og børnene afbryder ustandseligt hinanden for at fortælle, at nu har de fundet en kartoffel, hvilket strengt taget ikke er så svært, da de løber rundt i en kartoffelmark.

Børnehaven fra Vanløse har fået til opgave at fylde en 10-kilos papkasse med kartofler som det første, og det sker med entusiasme.

Hjemme i børnehaven har hvert barn en potte med en kartoffelplante – Mejnerts Kartoffelkit - og de har selv fyldt jord i potten og lagt en kartoffel i midt i april og vandet siden.

- Børnene synes, det er rigtig spændende, når de er i 4-6-års alderen, og de har godt af at se, hvordan det går til fra muld til mund, fortæller Kisser Ibsen, der er madmor i børnehaven.

Hun har lovet børnene, at de skal lave noget lækkert, når de høster deres kartofler.

Mejnerts har lavet en aftale med Københavns Kommune, hvor Mejnerts leverer potter, muld og kartofler til udvalgte klasser fra børnehave til 8. klasse, ligesom klasserne kommer på besøg hso Mejnerts for at lære mere om, hvordan fødevarer bliver til.

Ud over at tage imod gæster, youtuber Kasper og Peter Mejnertsen hver uge om, hvordan børnene skal passe deres kartofler i potterne.

- Vi snakker om vanding og varme, bladmasse og alt, hvad der sker i potten, siger de.

Der er tale om et pilotprojekt, men der er immervæk leveret 400 kartoffelkits til Københavns Kommune, så det har et vist omfang.

Mejnerts får en betaling for kartoffelkittene, men spinder ikke guld på det.

- Var det for pengenes skyld, kunne vi lige så godt lade være, men det her er noget vi brænder for. Landbruget skal være åbent, hvis det skal finde accept, og det her er næste generation af danskere, vi lærer op fra muld til mund. Vi kan nærmest ikke lade være, siger de.

Faktaboks

Fakta

  • Med det årlige initiativ FremtidensLandmand ønsker vi at inspirere ved hylde nogle af de mange landmænd rundt om i landet, som tænker i nye, stærke forretningsmodeller og som arbejder målrettet med bæredygtighed, teknologi og/eller afsætning.
  • Vi følger de tre vindere af FremtidensLandmand løbende et år efter kåringen.
  • FremtidensLandmand er sponsoreret af Bridgestone, Jyske Bank, SAGRO, Yara og Agromek.

Emneord

Fremtidens Landmand