Forretningen startede op i lejede lokaler hos Deutz-Fahr Skandinavien i Vejen, men flyttede kort tid efter til Brørup. I opstarten drejede alt sig om salg og service af Deutz-Fahr produktprogrammet. Der var ansat én traktormekaniker, og vognparken bestod af én servicebil, så egnens landmænd kunne serviceres. Her 25 år efter driver de to driftige mænd fortsat firmaet. Opgavefordelingen er der ikke ændret på, men der er kommet mange nye ansigter på medarbejderlisten, en ny mand i ejerkredsen, flere mærker i produktmappen og også endnu en maskinforretning i form af Ølgod Maskinforretning. Samlet set beskæftiger maskinforretningen nu ca. 20 medarbejdere, har 6.500 m² under tag på de to forretningsadresser og 6 servicebiler og en lastbil på landevejene.
Enkelt forretningskoncept med fair priser og god service
For Svend Aage Jensen og Kurt Eg har forretningsfilosofien altid været enkel - priserne skal være fair og servicen i top. For at nå målene om fair priser importerer de selv en del redskaber som f.eks. Mandam, Major, Schuitemaker, Claydon, Pronar, Emily, Holaras, APV og flere andre. For andre mærker som f.eks. Kverneland og Shäffer arbejder firmaet som forhandler, ligesom man har et samarbejde med Ploeger om salg og service. Traktormærket hedder stadigvæk Deutz-Fahr!
På servicesiden fornægter 25 års dedikeret arbejde med Deutz-Fahr sig ikke. Selv om Kurt ikke er meget for store ord, så er der næppe nogen i Danmark, der ved mere om mekanikken og elektronikken i Deutz-Fahr end ham og hans kolleger i Brørup og Ølgod. De hvide servicebiler fra begge værksteder ses da også i det meste af landet, når kunderne har behov for service.
Superavanceret reservedelslager
Hvad man ikke vidste dengang for 25 år siden var, at reservedelslageret i Brørup ville blive et af branchens mest avancerede af slagsen. Her håndteres en stor del af slid- og reservedele nemlig via 8 store computerstyrede lagertårne, som sikrer, at det meget store antal ”stumper” kan håndteres rationelt.
Lageret er et af Svend Aages ansvarsområder, og han ved godt at store reservedelslagre bliver anset for at være en gammeldags ting. ”Men så er vi gammeldags på en moderne måde. Vi skal selvfølgeligt have en fornuftig balance mellem kundeservice og det økonomisk forsvarlige, men vi tror på, at maksimal "oppetid" betyder meget for vores kunder. Det resulterer i større lagre end så mange andre steder. En årsag til lagrenes størrelse er også de mange direkte importerede redskaber. Her lægger vi af princip et reservedelslager på hylderne, allerede når den første kunde køber et nyt redskab”, fortæller han.
Ingen kender fremtiden
Ingen kender fremtiden, men med afsæt i 25 år som maskinforretning, gode faciliteter, dygtige medarbejdere og en sund drift føler Svend Aage Jensen og Kurt Eg sig godt rustet til fremtiden. ”Vi følger udviklingen nøje og er ikke bange for at tage de fremtidige udfordringer op, så vi fortsat kan drive en stabil forretning med afsæt i høj service og fair priser på maskiner, service og reservedele – alt sammen med fokus på vores kunder og deres behov for service, reservedele og maskiner.
Jubilæet fejres fredag den 24. juni kl. 11 – 15, hvor kunder, leverandører, familie og venner af huset indbydes til nogle hyggelige timer i Brørup.