Familielandbrug: Vi skal turde tale om ulykkerne og tage ved lære af dem

"Hvis det tager 10 minutter at beskytte sig for at lave et minuts arbejde, så tager arbejdet 11 minutter at udføre"!

Det blev engang sagt af en stor international virksomhed, men udsagnet stod også, som en klokkeklar konklusion på Østjydsk Familielandbrug og Region Aarhus Landboungdoms møde omkring sikkerhed i landbruget.

De omkring 55 fremmødte fik på finurlig vis rusket op i måske støvet lærdom omkring lygteføring, pejlsætning, regler for kørsel på offentlig vej med store tunge traktorer, brug af kameraer ved orientering i trafikken, sikkerhedsskiltning på køretøjerne og ikke mindst hvordan man anbringer diverse redskaber i sikker køreposition, af teknisk rådgiver Mogens Kjeldal.

Deltagerne var både garvede landmænd, fritidslandmænd, deltidslandmænd og en lang række unge under  uddannelse og alle blev de også mindet om at huske på sikkerheden i dagligdagen hjemme på bedriften.

Huske at dæksler altid skal ligge på deres rette pladser, at arbejde i højderne skal foregå under sikre forhold, hvor stiger og stilladser er forsvarlig forankret og opmærksomheden også skal være rettet mod omgivelserne. Huske at dyr pludselig kan reagere uhensigtsmæssigt og børn og hunde pludselig kan komme styrtende fra uventet kant.

"I forhold til andre håndværksbrancher ligger landbruget stadig uhyggeligt højt i antal arbejdsulykker", kunne Hans Thostrup, teknisk rådgiver, LMO desværre påpege igen og igen.

Stof til eftertanke

Det er dog nok sygeplejerske Christine Hansen Birkegaards beretning, som står klarest i deltagernes erindringen.

Hun fortalte ærligt og meget nærværende om den travle januar dag, hendes kæreste og kommende ægtemand, Sven Nygaard, blev dræbt under en minilæsser, mens han var i gang med formiddagsarbejdet på sin kvægbedrift.

Hun fortalte om chokket ved at finde ham, om forsøget på at skaffe hjælp og kaosset i sig selv, men også om alle de følelser, hun står alene med efter begravelsen, om savnet, om dårlig samvittighed over ikke at have stoppe ham med en kop kaffe, om meningsløsheden i døden og om alt det, et tabt menneskeliv i virkeligheden betyder for de nærmeste.

Det gav stof til eftertanke hos alle og sikkert ikke mindst hos de syv til otte personer, som svarede ja på Christine Hansen Birkegaards spørgsmål om, hvem i forsamlingen, der har prøvet at vælte med en minilæsser?

Både unge og ældre landmænd var enige om det var en lærerig aften med gode indlæg og som flere sagde på vej hjem:

"Vi bør tale åbent om de ulykker, der sker og måske især de næsten-ulykker, vi oplever i hverdagen. På den måde kan vi måske lære af dem, skærpe vores opmærksomhed og få sikkerhed ind som fast rutine".

De unge fik meget med sig hjem og flere pegede på, at driftsleder bør gøre det til fast rutine, at vende sikkerhedsspørgsmål med de ansatte en gang om ugen over kaffen.

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.