Folk opdager at landmænd passer på natur

Når LandboNord er på Naturmødet, er det for at vise, hvad landmænd allerede gør for natur – og dem, der kommer forbi standen bliver overraskede.

Man kan godt få fornemmelsen af, at samtlige Danmarks Fjällrävenrygsække holder stævne i Hirtshals i disse dage, det er i hvert fald ikke landmænd, der udgør overtallet af gæster på Naturmødet i Hirtshals.

Dermed er LandboNord heller ikke mødt op for at hverve medlemmer fra deres stand på Hirtshals Havn. Til gengæld får de en fantastisk dialog med den trods alt brogede flok af gæster, der kigger forbi, fortæller naturkonsulent Anders Boel, LandboNord.

Det er formidlingsopgaven i at fortælle om alt den gode natur der er ude på landet, han har for øje. Og han vil gerne åbne andres øjne for at se, at den er der og at landmænd ikke bare er ude på at slippe af med den.

- Jeg synes, vi har en rigtig god dialog med folk, de opdager, at landmænd også passer på naturen og de går mere positive herfra, når vi har talt, siger han.

På standen er der tavler, der viser, hvordan man som landmand arbejder med naturen, og det er såmænd ikke kun byboere, men også landmænd, der kan lære af det, de ser. Som naturkonsulent er Anders Boel ofte på besøg hos landmænd, der gerne vil gøre lidt mere for naturen. 

- Når jeg laver naturtjek hos landmænd, snakker vi om, hvad der er af natur på ejendommen, hvordan man kan bevare den og måske endda forbedre den, forklarer han. 

Både små og store ting kan fremme naturen på et landbrug. Måske er det en stenbunke, der ligger lidt bedre i solen tæt på et vandhul, end hvor den er nu. At dødt ved skal have lov at blive liggende. Det kan være der skal være nogle lysåbne pletter i skoven eller remisen, og at der både skal være kort græs og langt græs, for det rummer forskellige kvaliteter. 

- Det kan også handle om græsningstryk i engene. Det kræver kun en lille smule ekstra at tilgodese naturen ud over dyrene, siger Anders Boel. 

Hans råd til landmænd er at starte med at se på den natur, der er i forvejen, inden man begynder at lave noget ny natur. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.