Grøn treparten på konsekvens-tjek ved flere landmænd

Mens forhandlingerne i den grønne trepart foregår i København, så bliver konsekvenserne i høj grad udmålt i landdistrikterne.

Hele uge 10 har Økonomiministeriet derfor arrangeret og indbudt trepartens deltagere til besøg hos nogle af de landmænd og virksomheder, der enten vil mærke konsekvenserne af en CO2-afgift, eller har løsninger, der kan hjælpe erhvervet.

Landbrug & Fødevarer deltager i alle besøgene, som formand Søren Søndergaard ser stor værdi i. Det skriver L&F i en pressemeddelelse.

- Det er centralt, at deltagerne i treparten kan tage drøftelserne på et så kvalificeret grundlag som muligt. Derfor er det også vigtigt, at de kommer ud og møde de konkrete problemstillinger og konsekvenser, som landmændene vil stå overfor med en CO2-afgift. Den viden er efter min mening grundlæggende, når man skal ind og forhandle et emne med så store og vidtgående konsekvenser for et helt erhverv, siger Søren Søndergaard.

Besøgsugen begyndte med fokus på pyrolyseteknologiens muligheder til at fange og lagre klimagasser via biokul. Det skete i Vendsyssel hos Stiesdal, der til sommer sætter et 20 MW SkyClean pyrolyseanlæg i drift, og hos Vrejlev Biogas, der har et anlæg fra Frichs Pyrolysis.

Dernæst gik turen til Ouegaard Hovedgaard ved Hadsund, hvor temaet var skovrejsning. Blandt andet hvordan, der kan skabes incitament til at rejse mere skov samt hvordan skov kan kombineres med anden udnyttelse.

Tirsdag besøgtes Arlas mejeri i Holstebro og innovationsgården i Spjald, som mælkeproducent Torben Sønderby driver. Her var fokus på Arlas bæredygtighedsindsats og incitamentsmodel, og det arbejde der konkret foregår hos producenterne for at reducere klimaaftrykket.

Efterfølgende gik turen til Vejen, hvor landmand Henrik Bertelsen og repræsentanter fra Vejen Kommune fortale om udfordringer og benspænd, der er i forbindelse med udtagningsprojekter.

- Det er ekstremt relevante besøg, vi har haft mandag og tirsdag. De demonstrerer præcis nogle af de mange paradokser, som gør trepartens opgave så vanskelig. Vi har mødt landmænd og virksomheder, der gør alt det, samfundet efterspørger af dem, men alligevel vil blive ramt af en hammer med en CO2-afgift, og som ikke har adgang til eller kan få kredit for de virkemidler, der vil kunne reducere deres udledning yderligere, siger Søren Søndergaard.

Rundturen fortsætter ugen ud. Blandt andet med fokus på biosolutions, natur og biodiversitet, og agroindustri.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.