Landboforening arbejder for reduktion af kvælstof udenfor dyrkningsfladen

Kompensation for vildtskader, indrejsestop for udenlandsk arbejdskraft og urealistiske vandplaner var blot et par af de emner, formand for Herning-Ikast Landboforening, Sven Aggergaard, var omkring i sin beretning på foreningens online generalforsamling. 

Der har været rigeligt med landbrugspolitiske udfordringer, som foreningen fortsat arbejder med. En af de aktuelle omhandler udenlandsk arbejdskraft. 

"Vi har forståelse for, at der skal gøres meget for at stoppe smittespredning, men regeringen mangler grundlæggende forståelse for, at der skal mennesker til at passe vores dyr. Det er derfor totalt uacceptabelt, når der fuldstændig lukkes ned for vores udenlandske medarbejdere", sagde Sven Agergaard og fortsatte:

"Hvis det drejer sig om karantæne, kunne vi så let som ingenting etablere det for vores nytilkomne udenlandske medarbejdere. Det vil man ikke, så der er lukket ned til den 15. april. Jeg ved, at Landbrug & Fødevarer søger at få det ændret, men man har bragt os i en helt urimelig situation, som skal løses nu", sagde han.

Dybt urealistisk vandplan

En stor del af vandoplandet til Ringkøbing Fjord tilhører medlemmerne i landboforeningen. Med de nye vandmiljøplaner, som regeringen vil fremsætte, vil foreningens medlemmer blive berørt af store krav om øget reduktion af kvælstof til vandløb og kystvande. Lige nu har regeringen dog sat Vandplan tre på pause.

"Det er måske fordi, de har erkendt, at landbruget har forslag til løsninger, der er langt mere effektive end dem, vi kender til i dag. Eller de har erkendt, at de krav, der var i de kendte oplæg, er helt urealistiske", lød det fra formanden.

Foreningen mener, at der er behov for at slusepraksis i fjorden optimeres, så der sikres det rette saltindhold i vandet. Herved sikres muslingerne gode levebetingelser, så de kan filtrere vandet for næringsstoffer. Med inddragelse af disse marine virkemidler kan en del af kvælstoffiktionen ske udenfor dyrkningsfladen.

"Vi vil med eksempler vise, hvilke konsekvenser planerne har for os og for samfundet. Findes der ikke en balanceret løsning, vil man langsomt nedlægge vores erhverv. Vi vil derfor gøre alt for at klæde byråd og lokale folketingsmedlemmer på, så de kan kæmpe vores sag", sagde formanden. 

Vildtskader skal kompenseres

En anden udfordring, som fortsat optager foreningen, er de mange vildtskader, som landmændene oplever. For at sætte fokus på emnet har de fem foreninger bag Sagro nedsat en task force-gruppe.

"Lad mig slå fast, at jeg elsker naturen og dyrelivet, men de landmænd, der lægger "spisekammer" til, skal også kompenseres for det, der hentes i spisekammeret", fastslog Sven Agergaard.

"Med mere end syv millioner kr. i afgrødeskader i Vestjylland viser rapporten med al tydelighed, at der er behov for en indsats", sagde han. 

Task force-gruppen peger på to løsninger, som kan sættes i gang her og nu, nemlig flere store fællesjagter og erstatning for afgrødeskader.

Der var genvalg til hele bestyrelsen.
 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.