LandboNord fandt den nye formand tæt på - næstformand og griseproducent i spidsen

Griseproducent Torben Farum, Sæby er ny mand i spidsen for LandboNord. Det er udfaldet af bestyrelsens konstituering torsdag.

Det blev griseproducent Torben Farum (54) fra Sæby, der skal løfte arven som ny formand for LandboNord og afløser for Niels Vestergaard Salling.

Det er resultatet efter bestyrelsens konstituering torsdag formiddag.

Det skriver LandboNord i en pressemeddelelse.

Torben Farum er et rutineret kort i LandboNord, hvor han har været en del af bestyrelsen  siden 2013, og han har i den forbindelse haft plads i flere af LandboNords udvalg – blandt andet som 2. næstformand og formand for LandboNords griseudvalg. 

- Jeg glæder mig til at fortsætte det gode samarbejde i bestyrelsen til gavn for de nordjyske landmænd. I LandboNord har vi en forening og forretning i rivende udvikling, og den udvikling skal vi fortsætte med, siger Torben Farum.

- Når det er sagt, repræsenterer vi også et erhverv med flere udfordringer, som der skal findes løsninger på. Det, der sker inden for forskning og udvikling, giver os nærmest dagligt forslag på løsninger, så fremtiden er på en gang udfordrende og samtidig enormt spændende.

Torben Farum afløser Niels Vestergaard Salling, som efter 14 år på formandsposten valgte ikke at genopstille ved generalforsamlingen, der fandt sted i sidste uge.

- Vi er en del af fødevareklyngen, og vi er klar til i fællesskab at finde løsninger i stedet for et straffesystem med strammere rammevilkår og trusler om afgifter, siger  Torben Farum.

1.200 søer i Sæby

Torben farum er griseproducent og har en smågriseproduktion ved Sæby med 1.200 søer og en produktion på 45.000 smågrise om året.

I forbindelse med konstitueringen blev der også valgt to næstformænd.

Næstformændene blev 1. næstformand mælkeproducent Niels Hedermann og 2. næstformand rugeægsproducent Lars-Peter Boel.

Derudover blev tre nye bestyrelsesmedlemmer budt velkommen. Det var planteavler Jeppe Lykkegaard Christensen, griseproducent Jonas Ellitsgaard og medarbejdervalgt medlem revisorassistent Mette Thrysøe Nielsen.

4,5 mio. kr til medlemmerne

På bestyrelsesmødet kunne bestyrelsen også glæde sig over rådgivningsvirksomhedens årsregnskab, som blev offentliggjort 1. marts:

Rekordomsætning på 166,3 mio. kr og 10 mio. kr i overskud før skat.

Det har resulteret i en udlodning til LandboNords medlemmer på 4,5 mio. kr.
 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.