Kend efterafgrødens værdi i kg N samt forfrugtsværdi - det er guld værd

Efterafgrøderne er nu ved at nå maksimum vækst, og en god marktur for at se på efterafgrøder er guld værd. Man kan nemt tjene en god timeløn ved at vurdere forfrugtsværdien.

Af Carsten Markussen, økologirådgiver, ØkologiRådgivning Danmark

Sensommeren og halvdelen - vel at mærke den bedste halvdel - af efteråret er nu gået, og dine efterafgrøder må formodes at have nået maksimal vækst for indeværende år.

De ser forhåbentligt supergodt ud hos dig?

Det håber jeg, primært fordi en god efterafgrøde jo er en meget væsentlig basis for næste års høst.

Efterafgrøderne må formodes at have nået maksimal vækst for indeværende år.

Grundlag for næste års gødningsplan

Efterafgrøder er forskellige. Vi kender alle de pligtige, som groft sagt har til opgave at opsamle de næringsstoffer, der må være til overs, efter sæsonens hovedafgrøde har taget så meget, som den kan. Udbyttet af hovedafgrøden og efterafgrødens tilvækst siger alt om i hvor høj grad gødskningen er lykkedes.

Det, jeg kalder de sjove efterafgrøder, er de frivillige, hvor vi blander arter og sorter det bedste, vi har lært. Her  er opgaven at opbygge frodighed i jorden ved at fodre jordens mikroorganismer, ved at indbygge kulstof og kvælstof og ved at konkurrere med ukrudtet om lys og plads.

For at have det bedste grundlag for at lave næste års gødningsplan, er det vigtigt at huske på og kende forfrugtsværdien og efterafgrødens værdi i kg kvælstof, som den kan stille til rådighed for den efterfølgende afgrøde.

På den baggrund kan du disponere hvor meget gødning, du har brug for og prioritere rigtig mængde til de afgrøder, der trænger mest, og som giver det største økonomiske afkast for den tilførte.

Måske efterafgrødens kvalitet også kan give grund til lidt eftertanke om, hvorvidt det er klogere at så havre i mark 1 og så flytte hveden til mark 7 i stedet?

En god marktur for at se på efterafgrøder er guld værd.

Marktur er guld værd

En god marktur for at se på efterafgrøder er altså guld værd. Man kan nemt tjene en god timeløn ved at vurdere forfrugtsværdien af efterafgrøderne.

En god hjælp og støtte er cropmanager, som benytter satellitfotos til at vurdere biomasse på alle marker i Danmark. Det er det samme system, som bruges til at vurdere, om dine marker er brugt landbrugsmæssigt i forhold til at opnå støtte.

Når du er inde på cropmanager, skal du vælge markanalyser i venstre side af billedet og derefter biomasse i højre side. Man kan vælge forskellige datoer, og det er bedst at vælge de datoer, der er mærket med en sol. På denne måde kan man følge udviklingen i markernes vækst.

Vurderingen går fra 0-1. Vurderingerne kommer også ind i MarkOnline, så din planteavlskonsulent kan bruge dem i forbindelse med din gødningsplanlægning, og her er vurderingen regnet om til kg N pr. hektar i forfrugtsværdi. Der kan være op til mindst 70 kg N pr. hektar - spændende og lærerigt.

Så er det jo interessant om dine øjne vurderer nogenlunde på samme måde som den computer, der behandler satellittens billeder.

Uanset hvem der er bedst, så har du her chancen for at ”se dine marker fra oven”, uden at investere i en drone. Under alle omstændigheder kan du få kalibreret dine øjne i forhold til det tekniske system.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.