Landskonsulent om ekstra protein: Landbrugspakken har virket

Proteinprocenten er højere end i år med tilsvarende vejrforhold, påpeger Seges.

Selv om udbytterne skuffer trods mere gødning, er der alligevel klare tegn på, at landbrugspakkens højere kvælstofnormer har virket. Det har med andre ord ikke været spildt at give hvedemarkerne 25 kg kvælstof ekstra.

Det skriver LandbrugsAvisen, der udkommer i dag, fredag.

Ifølge landskonsulent for korn, Lars Bonde Eriksen, Seges, der er tidligere kornforædler, ligger proteinprocenten i sortsforsøgene ca. 1,1 procentenhed højere end gennemsnittet for de sidste fem år. Imidlertid har vækstforholdene ikke været gennemsnitlige, og i høstår som i år, hvor udbyttet ligger under normalen - vil proteinprocenten også ligge højere end i et gennemsnitsår.

Når han ser på sammenhængen mellem udbytte og proteinprocent i de foregående 17 år, kommer han frem til, at proteinprocenten ligger omkring 0,9 procentpoint højere end det der må forventes ud fra udbyttet alene.

»Det tyder på, at landbrugspakken har virket,« siger han.

Om udbyttet er højere end i et år med tilsvarende vejrforhold, er der ikke regnet på.

Ifølge Seges bliver kornet 3,50 kr. mere værd pr. hkg, når proteinprocenten stiger med et procentpoint. Med et udbytte på 67,5 hkg svarer det til en merværdi på 212 kr. takket være højere proteinprocent.

I hvert fald, hvis man selv bruger kornet til foder. Sælger man kornet, må det være op til forhandling. DLG lover dog på forhånd en kr. ekstra pr. hkg, hvis proteinprocenten er over et vist niveau.

Ifølge chefkonsulent Leif Knudsen vil landmænd, der har udnyttet de nye normer, typisk have givet hveden 25 kg N ekstra pr. hektar, hvilket koster cirka 200 kr. Dermed betaler den højere proteinprocent for den ekstra gødning.

Den højere proteinprocent sikrer også, at kornet trods det lavere udbytte optager stort set det samme N, som en afgrøde gjorde med de gamle normer. Men da der jo er tilført mere N, vil N-balancen i år være lidt dårligere.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.