Årets høst nærmer sig målstregen

Knap 94 pct. af den samlede kornhøst er i hus, og høsten af vinterraps har stort set nået sin afslutning.

Vejret har tilsmilet høstfolket i de sidste par uger. Det har resulteret i en høst med topfart. På trods af det gode tørvejr har høstarbejdet dog kostet sved på panden hos landmændene på grund af de høje temperaturer.

Vejret er blevet mere ustadigt, så det er uvist, om årets samlede kornhøst rammer målstregen i næste uge.

Sjælland er i mål

Agrovi og VKST på Sjælland melder om en afsluttet høstsæson for i år.

Agrovi rammer et samlet kornudbytte på 11 pct. over normalen, mens VKST melder om fem pct. over normalen. Alt i alt en nem høst af god kvalitet med få tørringsomkostninger.

Bornholm følger lige i hælene, hvor det kun drejer sig om få sent modnende vinterhvede- og vårbygmarker, der endnu ikke er høstet. Bornholm rammer et samlet kornudbytte på seks pct. over normalen, hvor det især er havre og vinterbyg, der trækker op.

Halmen skal også hjem

Sammen med mejetærskerne har halmpresserne også kørt i fuld fremdrift. Meget af halmen er allerede hentet hjem. Flere steder har strået dog ikke været modent på samme niveau som kornet. Det har givet lidt forsinkelse på presningen.

Casper Andersen fra Velas Landbrugsrådgivning i Aarhus melder om halm, der er stift og som let smuldrer på grund af manglende vand.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.