Årets kornhøst er nu helt afsluttet

Vådt vejr drillede de sidste sent modnede kornmarker, men nu har kornhøst 2020 nået målstregen.

Årets kornhøst tog sin reelle start i uge 29 tilbage i juli måned. Her syv uger senere har den nået sin endelige afslutning.

Vådt vejr var en realitet i opstartsfasen og også her ved afslutningen. Vejrguderne forbarmede sig dog over landmændene i et par uger i august, hvor høje temperaturer og solskin gav høstmaskinerne mulighed for at drøne derudad.

Vårafgrøder løfter gennemsnittet

Vårbyg og havre ender begge på et udbytteindex på 108, hvilket vil sige, at udbytterne gennemsnitligt ligger otte pct. over normalen. De to afgrøder bliver derved højdespringerne i dette års høst af korn.

Casper Andersen fra Velas Landbrugsrådgivning i Aarhus-området melder om især imponerende høje udbytter i vårbyg og havre på lerjord.

Bornholms udvidelse af grynhavre-arealet har også været med til øge landsgennemsnittet.

Rug og vinterbyg ender på udbytteindex 103. Her har høsten været domineret af meget varierende udbytter.

Nogle landmænd har haft udfordringer med fodsyge og havrerødsot i vinterhveden, der rammer udbytteindex 104.

Rapshøst på sidsteplads

Mens kornafgrøderne ligger over normalen, er vinterrapsen bagefter i årets udbytte og lander fem pct. under normalen.

Spinkle planter og korte skulper har været realiteten i mange rapsmarker.

Faktorer som gødningsstrategi og ukrudtbekæmpelse har haft stor betydning for rapsudbytterne i år.

Faktaboks

Høst overblik

  • Esbjerg og Billund ender med højeste samlede kornudbytte på 14 pct. over normalen
  • Holstebro og Herning slutter derimod med laveste udbytteindex på 101 på kornhøsten

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.