Nye svampemidler kan øge udbyttet i vinterhvede med 7-10 hkg pr. hektar

Resistente svampe giver store tab, da de midler, der er tilrådighed på det danske marked, har for ringe effekt.

Stigende problemer med resistente svampesygdomme har gennem de seneste år givet problemer i forhold til en effektiv bekæmpelse af svampesygdomme i korn. Problemet er særligt udtalt ved bekæmpelse af septoria, som er den svampesygdom, der koster størst udbyttetab på de danske hvedemarker.

»Strobilurinerne har stort set ingen virkning over for septoria længere, og triazolerne er slidte. Effekten på septoria forbedres, når SDHI-midler blandes med triazoler, men også her kan effekten udfordres,« siger Lise Nistrup Jørgensen, seniorforsker på Flakkebjerg ved Aarhus Universitet.

Hun glæder sig derfor over, at der er en række nye midler på vej, som i forsøg har øget merudbytterne ved svampebekæmpelse fra 7,7 til 15,4 hkg pr. hektar.

»Helt generelt kan man sige, at vi i forsøgene har opnået en effekt på 54 procent med de triazoler, der er på markedet i dag, mens vi med de nye midler, der er på vej, har opnået en effekt på 94 procent,« siger Lise Nistrup Jørgensen.

Hun tilføjer, at der især er store forventninger til de såkaldte SDHI-midler. Men hun understreger samtidig vigtigheden af, at de nye midler bruges i blanding med andre produkter for at undgå, at svampesygdommene også udvikler resistens over for de nye midler. Nogle af de nye midler, der er på vej til det danske marked, bliver nemlig brugt i nogle af vores nabolande, og der er der allerede eksempler på, at svampesygdommene har udviklet resistens over for midlerne.

Stramme danske krav

SDHI-midler er en ny generation af svampemidler. Betegnelsen SDHI henviser til virkemekanismen: Succinate DeHydrogenase Inhititors, som blokerer dannelsen af et bestemt stof i svampene.

Der findes enkelte midler på det danske marked, som indeholder de såkaldte SDHI-midler. Men når der hidtil kun er godkendt ganske få midler, som indeholder SDHI, hænger det sammen med, at Miljøstyrelsen har vurderet, at brugen af midlerne har været for risikabel i forhold til udvaskning og persistens, - det vil sige, hvor lang tid midlet er om at blive nedbrudt i naturen.

SDHI-midler har været godkendt i vores nabolande gennem en årrække. Seneste eksempel er, at man i Sverige i november 2016 godkendte midlet AscraXpro, som indeholder SDHI-midlerne bixafen og fluopyram.

I forbindelse med, at et internationalt ekspertpanel har evalueret den måde, Miljøstyrelsen godkender nye midler på i Danmark, har panelet peget på, at godkendelsen af nye SDHI-midler administreres strammere i Danmark end i vores nabolande.

Det har fået Landbrug & Fødevarer og Seges til at lægge fagligt og politisk pres på for at få den danske godkendelsesprocedure ændret.

Faktaboks

5 nye svampemidler i pipelinen

  1. Inatreq: er et nyt middel fra DOW, som repræsenterer en helt ny virkemekanisme. Midlet har især god virkning mod septoria, men har også moderat virkning over for andre svampesygdomme. Midlet forventes godkendt i 2019 eller 2020.
  2. Revysol: er et nyt middel fra BASF til bekæmpelse af septoria. Revisol har ikke har tydelig krydsresistens til andre triazoler. Midlet forventes markedsført i Danmark i 2020.
  3. Talius: er et nyt middel mod meldug fra DuPont. Midlet er meget velafprøvet og har især god langtidsvirkning på meldug. Midlet er under vurdering i Miljøstyrelsen.
  4. Input EC 460: er et nyt middel mod meldug fra Bayer. Midlet indeholder spiroxamin og prothioconazol, og kan derfor medvirke til at septoriasvampe udvikler resistens. Midlet forventes godkendt til den kommende sæson.
  5. SDHI-midler: er specielt rettet mod bekæmpelse af septoria. En ny bølge af 2. og 3. generationsprodukter har tilmed effekt mod rust og fusarium.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.