Nyt redskab overvåger septoria helt automatisk

Ny septoriamodel fortæller dig præcis, hvornår du skal sprøjte - ud fra bladfugt og nedbør, som trækkes fra DMI.

Nu får du et nyt værktøj til, på en let og overskuelig måde, at vurdere behovet for bekæmpelse af septoria i hvede«, fortæller landskonsulent Ghita C. Nielsen fra Seges.

»Hidtil har vi talt nedbørsdage fra stadie 32 (to knæ). Den model vil vi blive ved med at bruge. Men nu har vi fået endnu et redskab til at afgøre, om vi skal forebygge mod septoria eller ej: Et nyt beslutningsstøtteværktøj i CropManager, hvor man hver dag kan se, hvor mange timers bladfugt der har været i træk. Hvis der i modtagelige sorter har været mindst 20 timers bladfugt i træk, er det en risikoperiode for septoria«, siger hun.

På baggrund af sort, nedbør og luftfugtighed beregnes konstant en prognose for septoriaangreb. Det betyder, at du blot kan aflæse grafen i CropManager for at se, om en forebyggende bekæmpelse er udløst.

Begge modeller har klaret sig nogenlunde lige godt i forsøg.

Hvad er bladfugt?

I modellen måles ikke bladfugt direkte, men hvis der er over 85 pct. fugtighed i en time eller mindst 0,2 mm nedbør pr. time registreres det som bladfugt, siger hun.

»Man skal dog også bruge sin sunde fornuft. Er der flere perioder med f.eks. kun 17 timers vedvarende fugt, udgør det jo også en risiko. Desuden henter modellen data fra DMI - ikke nedbørsdata på ejendomsniveau. Så man bør altid tjekke, at DMIs data stemmer nogenlunde med ens egne nedbørsmålinger på bedriften«.

Du kan prøve Septoria-prognosen i CropManager gratis indtil 30. april.

Faktaboks

Sådan gør du:

  • Gå på CropManager.dk og brug dit landmand.dk login.
  • I Septoriamodel kan du se kurven med bladfugt summeret op pr. døgn - og et rødt risikoområde. Efter registreret svampesprøjtning ses en grøn lukkeperiode på 10 dage, hvor hveden er beskyttet.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.