Perfekte forhold til slæt af 389 ha

Første slæt er i hus, og markerne er gødet. Nu står den på radrensning og etablering af efterafgrøder i majsen.

Vi skårlagde 94 hektar for godt en uge siden, og fik dét snittet, inden vi skårlagde og snittede de resterende 295 hektar«, fortæller Lars Nissen.

Han er rigtig godt tilfreds med resultatet og regner med et gennemsnitligt udbytte på 3.700-4.000 foderenheder pr. hektar - og nok så vigtigt forventer han, at kvaliteten er som ønsket med 1,20 kg tørstof pr. foderenhed.

»Græsset var vandet godt op, inden det blev skårlagt. Derfor er der basis for en god genvækst frem til andet slæt«, siger Lars Nissen.

De græsmarker, der blev lagt ud i renbestand i efteråret, har fået handelsgødning. Resten får gylle.

Støvlehøj majs

Generelt står majsen godt. Dog er der et hjørne af en mark på i alt 24 hektar, hvor råger har ryddet tre hektar.

»Det er et område med lav humusrig jord. Rågerne hiver hele planten op, så jorden er fuldstændig bar«, siger Lars Nissen.

I den kommende uge starter radrensningen og etableringen af efterafgrøder på de 450 hektar med majs. Den majs, der er længst fremme, er gummistøvlehøj.

Forud for radrensningen har han spredt 100-200 kg NS 27-4 pr. hektar. Det blev spredt på tørre planter, da det ellers kan give svidninger.

Faktaboks

Lars Nissen

  • Sigård ved Urup og Lindegården syd for Grindsted.
  • 1.170 malkekøer.
  • 15 ansatte.
  • Dyrker græs, majs og byg/ærtehelsæd med udlæg.
  •  Jordtype: 80 pct. JB1 og 20 pct. JB 11.
  • Udfordring: Vander med 25 maskiner.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.