Øv, hvor er det dårligt håndteret!

En meget omdiskuteret deadline nærmer sig med hastige skridt.

Om knap en måned - 25. maj 2018 - træder den nye persondataforordning i kraft.

Sjældent har en EU-lovgivning været så omdiskuteret og så mystificeret. Og sjældent har der hersket så megen forvirring om, hvad der reelt er op og ned, og hvordan man som virksomhed skal forholde sig til det.

Diskussionen omkring håndtering af persondata er blevet yderligere højaktuel efter afsløringen af Facebooks salg af personfølsomme brugerdata til et analysefirma. Her er det nok gået op for menigmand, hvor meget data der reelt bliver samlet omkring ens person, og hvor mange der gerne vil have fingre i data.

Her fremstår det jo med alt ønskelig tydelighed netop, hvorfor der er behov for en stram regulering af persondata. Jeg er ikke selv på Facebook eller de sociale medier i det hele taget - og har aldrig været det - og det lever jeg faktisk ganske fint med.

Men derfor glæder det mig alligevel, at der stilles firkantede krav til, hvordan persondata skal håndteres. Men når jeg så tager min kasket på som direktør for Dansk Maskinhandlerforening og hjælper medlemsvirksomhederne med at sikre, at de lever op til det nye regelsæt - ja, så er det ganske rystende at opleve, hvor dårligt forberedte myndighederne er på den kommende deadline.

Det lovforberedende arbejde fra Datatilsynet og Justitsministeriet er under al kritik – og de har slet ikke løftet opgaven. Rådgivning og vejledning er en by i Rusland, og de sidste vejledninger og skabeloner kommer først efter 25. maj! Forvirringen og usikkerheden er tydelig hos medlemsvirksomhederne, og selv de fremmeste juridiske eksperter inden for området er forvirrede. Det skulle lige have været en virksomhed, der tumlede sådan rundt – så skulle myndighederne nok komme med den store hammer. Men sådan er der jo åbenbart ikke ens spilleregler for alle.

Det er lidt uhyggeligt.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.