De andre river ned – Hundahl bygger op

Rullende værksteder er buzzword nr. 1 i maskinbranchen for tiden. Men ikke hos en af landets største New Holland-forhandlere, J. Hundahl i Thisted. De bygger nu flere kvardratmeter med helt ny bygning i Skive.

Vi er nok lidt småtossede.

Smilet er jovialt. Udsagnende lettere underspillede. Men retningen er meget klar, mens vi går rundt på den veldresserede grund i Thisted og snakker om, hvad brødre-duen Hundahl egentlig har gang i med deres store byggeprojekt i Skive.

Her bygger den nemlig et helt nyt maskinkompleks på mere end 2.000 kvadratmeter med stort værksted, udstilling med glasfacader i metermål og tilhørende lagerhal i en af virksomhedens største investeringer, endda i en tid, hvor det er moderne at komme af med bygninger og i stedet satse på stadig flere reparationer hos kunderne med såkaldt rullende værksteder i form af varebiler.

»Det kan da godt være, at vi er ved at være lidt anderledes«, griner Erik Hundahl, før vi går helt ind i rationalet.

»Men vi tror på, at det er en god investering for os. Vi har ligget klemt inde i vores afdeling i Skive. Nu får vi en afdeling med gode faciliteter lige op ad vejen. Vi mener, at synlighed betyder noget. Det kan være lige fra, at folk så kender navnet til, at en svigersøn, som er på vej i sommerhus, kommer til at passere og lige kører indenom«, siger han og nævner også, at det giver noget effektivitet, når der bliver bygget et nyt hus.

Mangedoblet forretning

På rundturen i hovedafdelingen i Thisted spiller Shubidua baggrundsmusikken, mens jeg tænker over, hvordan det skal være muligt at få flere maskiner ind eller ud af værkstedshallen.

Værkstedet er ellers løbende blevet udvidet i takt med, at Hundahl er vokset. For tyve år siden omsatte de for 32 mio. kr. I dag har salget passeret det tidobbelte – og sidste år fakturerede de 95 nysolgte traktorer, hvilket giver dem en markedsandel på det danske traktormarked på fem pct. De startede med en 6.000 kvm grund. I dag har de 7.000 kvm bygninger. »Det var godt, at vi fik købt lidt mere jord rimelig hurtigt«, siger han om deres nuværende 30.000 kvm grund ved Thisted.

Ifølge Erik har han og lillebror Søren ikke en stor vækstplan i skuffen.

»Vi må vokse det, som er nødvendigt. Vi vil være med, og synes, at det er sjovt at være i branchen. Men vi havde aldrig kunnet forudsige for tyve år siden, hvor vi er i dag. Vi ved ikke, hvornår landbruget kører med robotter og selvkørende traktorer. Vi vil bare være med«, siger han.

Faktaboks

5 korte om J. Hundahl

  • Hovedafdeling i Thisted og har også afdeling i Skive. 
  • Omsætter for ca. 300 mio. kr. 
  • Solgte sidste år 95 nye traktorer. 
  • Overskud på 8 mio. kr. i 2017.
  • Ejes af brødrene Hundahl. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.