De fleste drømmer om den her traktor

Vi har spurgt læserne om, hvilket traktormærke de helst vil købe - og den som, de mener, er bedst til prisen. Svaret er ikke helt det samme.

Kan landmanden bare følge sine lyster, så vil han helst købe en Fendt - skarp efterfulgt af John Deere.

Sådan lyder svaret i en undersøgelse, som LandbrugsAvisen har fået foretaget blandt vores læserskare af landmænd.

Således vil 23 pct. af de adspurgte landmænd helst købe en Fendt, hvis de kunne vælge uden at skele til prisen.

John Deere følger efter med en score på 22 procent af læserne.

Maskinkonsulent Christian Rabølle hos Vkst lever af at rådgive landmænd, når de skal handle traktorer.

Han genkender, at mange landmænd gerne ser den vej.

»Folk, der har Fendt, er meget glade for dem, selvom de også har haft nogle modeller indimellem med problemer. Det er mit indtryk, at de følger godt op hos deres kunder, og kunderne er glade for dem«, siger han.

Når læserne bliver bedt om at tage prisen i betragtning, så er opfattelsen ifølge undersøgelsen, at andre mærker byder sig mere til.

Således deler John Deere og New Holland opfattelsen som den foretrukne traktor til prisen. For begge traktorer peger 18 pct. af landmændene på dem.

Det er iøvrigt mærker, som også har gjort sig i toppen af traktor-indregistreringerne igennem en del år.

Christian Rabølle bemærker, at begge mærker profiterer af en god markedsposition igennem mange år.

At John Deere både scorer højt, når landmanden skal pege efter, hvad han helst vil købe, med eller uden pris taget i betragtning, tilskriver han et godt renome, hvor mærket er kendt for god kvalitet og komfort.

»De modeller, der er nu, de opleves af mange som rigtig gode. De problemer vi har set tidligere på udvalgte modeller, det ser ud som om, at man har hævet sit kvalitetsniveau. Mit råd til alle landmænd er, at de i bund og grund skal gå efter totaløkonomien. Vi ser, at der er store forskelle på nettopriserne, og så må man derefter regne totaløkonomien ud og afgøre det efter det«, siger han.

Undersøgelsen viser også, at landmændene i øvrigt peger på service hos deres lokale forhandler som vigtigste handelsparameter.

De flittige traktorkøbere hos maskinstationerne er iøvrigt ikke med i undersøgelsen.

Faktaboks

Undersøgelsen

  • LandbrugsAvisen har spurgt 219 landmænd om køb af traktor.
  • Omkring halvdelen havde heltidsbrug.
  • Hidtige traktorvalg var bredt fordelt.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.