Han dropper stålet og inviterer dig i biffen
Hjallerups salgsdirektør har sat sig for at skabe en helt ny type maskinforretning i Randers.

Han lover popcorn og cola. Storskærmen er sat op. De komfortable sæder er på vej.

Fremover skal du se på maskinerne på skærmen i stedet for live, hvis du besøger Hjallerup Maskinforrentings nye afdeling i Randers.

»Når vi ser lidt frem, så må vi bare konstatere, at vi ikke altid magter at have lige den model stående udstillet, som kunden kommer ind for at se på. I stedet skal det være lidt Tesla-agtigt, hvor vi vil give folk en oplevelse ved at vise dem på skærmen, som man bl.a. begynder at se i bilbranchen«, siger salgsdirektør Kurt Harbo.

Der er nogle få spor af en god gammeldags maskinforretning. Han har to MF-traktorer udstillet på en ellers tom plads – de honorerer Agcs krav til maskiner på stedet. Et traktorsæde og lidt småting er opstillet foran disken ved reservedelslageret – og et værksted er under opbygning med nogle få pladser. I biografen er skærmen på plads, mens Kurt Harbo venter på popcorn-maskinen, biografsæderne og filmene fra leverandørerne.

»Der er ikke så mange, som har gjort det her, så materialerne er under udvikling«, siger han.

Med en samlet afdeling på 650 m2, mener Kurt Harbo, at han kan vende størrelsen til en fordel.

»Jeg overvejer at rejse en stor pylon, så man kan se os fra motorvejen. Jeg har råd til at være lidt friskere og udadvendt med mindre husleje«.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.