Han udlærte selv mester

Yding Smedies historie begynder, da makkerparret Per og Jeppe en dag er på vej til Agromek i Herning. Mester og lærling har byttet roller undervejs.

I 1996 kører Per Ricther og Jeppe Rasmussen af sted med retning mod Agromek.

»I ruden ligger der en kuvert med en salgsopstilling på en gammel smedie. Jeg tror, at Jeppes idé var, at vi skulle køre og hygge os lidt og lave lidt trailere og lidt redskaber«, forklarer Per.

Forinden havde de arbejdet sammen hos Bloms i Skanderborg.

»Jeg har kendt Jeppe, siden han var 15 år. Jeg var hans svend. Da jeg gik ind og sagde op en dag, gik Jeppe også ind og sagde op«, fortæller Per. Siden blev Per ansat hos Jeppe i smedjen, som hen over årene bare har udviklet sig til at blive en mellemstor dansk maskinforretning med en hel del andre ben end traditionel maskinhandel og forretning.

Per er selv fast montør på Krone-udstyret og nyder arbejdet med at fordybe sig i maskinerne.

»Det er tilfredsstillende at køre ud og ordne et problem med det samme. Der er afregning med det samme. Produktet er ikke bedre end den opbakning, vi kan levere bagved, og at vi kan vores kram«, siger han.

Som fast medarbejder i alle årene har han været med på hele rejsen. Fra Landini og tilføjelsen af Krone i 2008 og som Deutz-forhandler igennem en årrække, inden opkøbet af Horsens Maskiner gjorde Yding til Case IH-forhandler. Sidste år fik Per så også en ny adresse på arbejdspladsen og godt 20 nye kolleger, så de er 51 kolleger i stedet for ca. 30.

»Det er en proces, hvor vi skal føle os til rette og mærke hinanden på tænderne. Men der er ikke meget, hvor vi overlapper. Jeg laver det, som jeg altid har lavet«.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.