Insekter og svampe i siloen måles tidligere

Herlev-virksomheden Eye-Grain oplever stor international interesse for avanceret sensor, der måler på CO2 i kornsiloen. Den registrerer også skadedyr som insekter og fungus.

Meget betegnende hedder den »iGrain Sniffer« - den sensor, som Herlev-virksomheden Eye-Grain har udviklet til at overvåge kornets tilstand i siloen. Frem for det typiske, hvor man har temperatur-overvågning, har iGrain et andet princip. Når der opstår en biologisk proces i kornsiloen, udvikles der varme, men også CO2. Og iGrain Sniffer måler netop CO2 i siloen. Temperaturmåling er ifølge producenten mindre effektiv, da korn også er meget varmeisolerende.

Det betyder, at man opdager den uønskede biologiske aktivitet langt tidligere, måske typisk tre til seks uger tidligere, og princippet er også i stand til at kvantificere mængden af skadedyr.

Det er biokemiker Peer Hansen, der i 2012 grundlagde det innovative firma, Eye-Grain, som har fokuseret sin udvikling på at forbedre sikkerheden for oplagret korn. Det er sket over en lang årrække, hvor man gradvist har udviklet sensor-teknologi til at overvåge små og store kornmængder.

Flest i varme lande

»I realiteten har vi arbejdet med det siden 2001, men de første år i et andet selskab. Vi leverede de første iGrain Sniffere til 28 siloer i Afrika i 2011«, siger Peer Hansen, der i al beskedenhed var den første til at udvikle princippet.

»Vi har en håndfuld anlæg i brug i Danmark, men vi oplever størst interesse fra varme lande, ikke mindst Fjernøsten, eksempelvis Thailands rislagre samt Indonesien og Filippinerne. Lige nu arbejder vi på at installere Sniffer i 14 siloer i Uganda, og også i Kenya og Sydafrika har vi projekter i gang«, siger Peer Hansen, der af samme grund selv har et par hundrede rejsedage om året.

»Interessen fra det amerikanske og det europæiske marked er også stigende i takt med at klimaet bliver varmere«, siger Peer Hansen.

Forbedret økonomi

Efter at Eye-Grain var den første udbyder af såkaldt in-bin kornfugtighedsmåling, fik man fra begyndelsen stor succes med firmaets iGrain Sniffer, som er et avanceret sensorsystem, der altså måler CO2-koncentrationen i det oplagrede korn.

»Denne CO2-sensor kan kvantificere, hvor meget biologisk aktivitet der er i kornet, både hvad angår insekter som kornsnudebillen og svampeangreb. Overvågningen er integreret i iGrains iG-Smart-App og er i stand til at beregne en teoretisk maksimal lagringstid for kornet i en bestemt silo eller et fladlager«, forklarer han.

Data kommer ind i en database, og app’en kan udløse en alarm til ejeren af siloen.

»Det giver en stor driftsmæssig fordel, idet man hele tiden kan tilpasse sig kvaliteten og forbruge eller sælge det korn, der ser ud til at have den korteste lagringstid tilbage. Det vil naturligvis i det lange løb føre til en forbedret økonomi«, forklarer Peer Hansen.

»En af grundene til, at iGrain Sniffer er blevet så populær, er, at den ved at overvåge svampevækst også kan overvåge, at der ikke dannes mykotoksiner. Det er af væsentlig betydning for kornets værdi«, tilføjer han.

Faktaboks

Baggrund: En enkelt mands opfindelse:

  • Princippet med CO2-måling i kornsiloer er opfundet af biokemiker Peer Hansen.
  • Peer Hansen grundlagde virksomheden Eye-Grain i Herlev i 2012.
  • De største markeder er Fjernøsten, men interessen i Europa og USA er stigende.
  • Eye-Grain i Herlev har i dag 14 ansatte og partnerselskaber i USA, Uganda og Thailand.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.