Isuzu puster konkurrenterne i nakken med ny ’no-nonsense’ pick-up

I forhold til forgængeren betegner den nye Isuzu D-Max et fremskridt af de store. Nu kan den måle sig med de væsentligste konkurrenter, og kun på enkelte områder kan den være lidt af en grovsmed.

Navnet er det samme som før. Men så hører lighederne stort set også op mellem den tidligere Isuzu D-Max og denne nye aftapning, som konkurrenterne nu bliver nødt til at tage alvorligt. For i forhold til pick-up klassens referencebiler, primært Ford Ranger og Toyota Hi-Lux, så er Isuzu’en faktisk ganske tæt på.

Isuzu D-Max - her i versionen Crew Cab Aut Exclusive Van på gule plader til 299.900 kr. ekskl. moms - er først og fremmest et ’no-nonsense’ køretøj, ærlig og redelig med sin forholdsvis ordinære 1,9 liters commonrail turbodiesel med 163 hestekræfter. Der findes konkurenter, der måske har mere raffineret teknik og yder mere, men hvorfor egentlig? Det er en arbejdsom maskine, der snurrer med blot 1.750 omdrejninger ved 100 km/t. Ved den hastighed har lyden, der under accelerationer og høj belastning kan virke lidt grov i det, også lagt sig pænt til hvile, om end man aldrig er i tvivl om dens tilstedeværelse.

Let skumplende

Man kan med rette tænke, at køberne til Isuzu’en går efter et solidt arbejdsredskab. Måske køberen er en maskinstationsejer, som hele tiden og igen har behov for at rykke ud i marken til folkene, og her skuffer Isuzu’en ikke. Kørslen kan måske være en smule skumplende på markveje med kortbølgede ujævnheder. Det er trods alt et hjulophæng med klassiske bladfjedre bagtil. Men det går, og den har godt fat i underlaget.

Ejeren vil sandsynligvis også glæde sig over, at alt er så stort dimensioneret, og det gælder også i kabinen, der domineres af en enorm touchskærm og en tydelig instrumentgruppe og med fornuftige funktioner overalt, så man hurtigt føler sig hjemme. Sæderne er store møbler til store mennesker, og de støtter de rigtige steder, så de heller ikke trætter nævneværdigt på lange ture. Det er nemt at finde en god kørestilling. Sædeindstillingen er elektrisk, her på det luksuriøse niveau, hvor man også kan justere lændestøtten.

På ladet bagtil er der i ladindsatsen kun to surringskroge, og det er - og det vil mange opdage ret hurtigt - simpelt hen mindst to for lidt. Og systemet med ladafdækningen, hvor man skal trække hårdt i en rem for at lukke det, er besværligt, og det gør det ikke bedre, at der er mange pick-up producenter, der bruger samme princip.

Til store laster

Til gengæld vil mange glæde sig over, at den kan laste et helt ton på ladet, og at den kan trække 3.500 kilo på krogen.

Bilen her er en Crew Cab, men uden bagsæder, hvilket betyder, at rummet bag sæderne blot er et - nyttigt - bagagerum. Men det betyder også, at ladet bagtil ikke er så langt. En mulighed kunne være at vælge Extended udgaven med kort kabine og langt lad.

Testeksemplaret var forsynet med mangt og meget fra ekstraudstyrslisten - alt i alt for over 54.000 kr., hvoraf en del var pyntelige sager som stafferinger, vindafvisere og trinbrædder, mens man blandt det mere nyttige finder grovmønstrede dæk til små 8.000 kr.

Lige ud over marken

På landevejen og motorveje opfører den sig som forventet af biltypen. Lidt til den grove side tramper den af sted, men dog med en for biltypen hæderlig komfort, og man er godt hjulpet af fartpilot og afstandsholder. Og en forholdsvis blødt skiftende automatgearkasse med seks trin. Bykørsel er ikke rigtig den oplagte disciplin.

Nej, D-Max er mere på hjemmebane, når vejen holder op, og man tager ligeud-retningen over marken ud til den ventende medarbejder, som har glemt sin madpakke. Som efterhånden mange konkurrenter optræder den med ro og selvsikkerhed og med fine klatreevner i terrænet.

Mange af konkurrenterne har et højere prismærke og måske også flere kræfter, men Isuzu har holdt sig til ’no-nonsense’, og netop det vil ganske givet tiltale de ofte ret pragmatiske kunder til pick-up’er.

Faktaboks

Isuzu D-Max

  • Type: Testbilen er en Isuzu D-Max Aut. Exclusive. Det er Crew Cab versionen med dobbeltkabine. Valg mellem to- og firehjulstræk.
  • Motor: Firecylindret 16-ventilet commonrail turbodiesel motor med intercooler. Ydelse 163 hk ved 3.600 omdr./min. Maksimal drejningsmoment 360 Nm ved 2.000-2.500 omdr./min.
  • Transmission: Sekstrins automatgear med reduktionsgear.
  • Mål og vægt: Længde/bredde/højde: 527/187/179 cm. Ladmål, længde/bredde/højde: 149/153/49 cm. Ladvolumen 1,13 kubikmeter. Lasteevne: 1.015 kg. Køreklar vægt 2.085 kg. Totalvægt 3.100 (kan nedvejes til 3.000 kg) Hjul: 265/60 R18 på letmetalfælge.
  • Forbrug: Blandet kørsel: 10,9 km/l.
  • Pris: 299.900 kr. ekskl. moms. 363.125 kr. inkl. moms. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.