Kan lægge sidste brik efter 25 år med samme mål

Fra 1. november er Helms TMT direkte importør af alle sine produkter. Men det har holdt hårdt på traktorsiden.

Lige siden Kristian Helms for mere end 25 år siden overtog Helms TMT Centret efter sin far, Knud Helms, har han haft et mål: At være direkte importør af de maskiner, forretningen sælger. Ingen fordyrende mellemled eller flaskehalse.

»Det mål er nået i dag. Fra dags dato har vi kun maskiner, som vi selv er importør af«, siger Kristian Helms.

Årsagen skal findes på traktorsiden, hvor Helms nu er blevet importør.

»Såvel med Valtra som med Deutz-Fahr har vi altid været forhandlere, hvor vi har købt vores traktorer hos en importør. Det har vi naturligvis levet med. Nu er det os selv, som er traktorimportør. Og vi har selv kontakten direkte til fabrikken, som i øvrigt er privat-ejet, hvilket passer rigtig godt til vores virksomhedsstil«, tilføjer Kristian Helms.

Uden traktorer i ét år

Helms TMT kom forleden ud med det bedste resultat i fem år. Det til trods for, at virksomheden i indeværende år har været uden en reel traktorforhandling. Sidste år stoppede samarbejdet med Valtra og pr. 1 juli 2018 stoppede samarbejdet med den danske Deutz-Fahr importør officielt.

»Vi har ikke droppet forhandlingerne, fordi vi ville have vores egen import. Vi var meget glade for Valtra og kom også med et oplæg til at dække fra Sønderjylland til Limfjorden. Men det blev valgt fra«.

»Forhandlingen af Deutz-Fahr har vi haft i 35 år. Salget af Deutz-Fahr i Danmark er dalet, men vi troede faktisk på, at vi godt kunne løfte salget igen. Ikke alene, men ved fælles hjælp fra fabrikken. Vi så desværre ikke ens på tingene, og derfor stoppede vi samarbejdet«, fortæller Kristian Helms.

Men hvorfor så have et traktormærke?

»Vi har nogle kunder, som har handlet hos os siden 1950’erne. Dem vil vi fortsat gerne have som kunder. Samtidig så giver en traktorforhandling god balance i arbejdet for vores montører i forhold til de andre produktgrupper, vi forhandler«, lyder svaret prompte.

 

Danmark er vigtigt land

Omvendt kan man spørge, hvad McCormick vil med Danmark, der årligt sætter plader på 1.500-2.000 nye traktorer af op mod 20 forskellige mærker.

Men Danmark er et super vigtigt land for producenterne, qua danske landmænds høje kvalitetsstandard og teknologiske krav.

»Vi har mødt stor opbakning fra Argo. Fabrikken har tilpasset sig vores ønsker og strategier. Og vi har formået at få en gunstig aftale i stand, som i den grad kan gøre os konkurrencedygtig, så vi kan levere rigtig meget kvalitetstraktor for kundernes investering.«

»Og med hensyn til brugtværdier, så tror jeg, det er marginalt, hvad der er af forskelle, når en traktor har kørt 5.000 til 6.000 timer«, siger Jakob Helms.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.