Stabil omsætning på 3,75 mia. kroner

For tredje år i træk forventer Argo Tractors en omsætning på 500 mio. euro.

Under krisen tilbage i 2009-2010 tog Argo Tractors et dyk i såvel omsætning som indtjening.

Men i de seneste år har omsætningen for den privat-ejede virksomhed været stabil.

»I 2017 havde vi en omsætning på 500 mio. euro (3,75 mia. kr.). Regnskabet for 2018 er ikke færdigt, men vi ligger på samme niveau, og ordrebøgerne for 2019 tegner også fint i retning af en lignende omsætning«, fortæller Antonio Salvaterra.

Til sammenligning var omsætningen for 2014 og 2015 henholdsvis 465 og 461 mio. euro.

Selve resultatet på bundlinjen har Argo Tractors dog ikke offentliggjort siden 2015, hvor virksomheden tjente 19 mio. euro før skat og havde et driftresultat på 12,1 mio. euro.

Henter 22 pct. i Afrika

I de seneste 10 år har Argo ændret profil. I dag er virksomheden langt mere global, hvilket også ses, når man nærstuderer tallene.

Landini er fortsat stærk på hjemmemarkedet, hvor 15 pct. af omsætningen ligger. I resten af Europa henter Argo 33 pct. af sin omsætning, og for eksempel Afrika tegner sig for 22 pct. af omsætningen. 16 pct. ligger i Amerika, og de sidste 14 pct. kommer fra resten af verden.

»På nuværende tidspunkt har vi fokus på Rusland samt Kina og Indien, da der ligger et meget stort potentiale der. Også Tyrkiet er vigtigt, men der har vi allerede et joint venture, som gør, at vi producerer 5.000 traktorer årligt kun til det tyrkiske marked«, fortæller Antonio Salvaterra.

I Danmark er det siden efteråret Helms TMT, der er den danske importør af McCormick- og Landini-traktorer.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.