Traktorfabrikker sat ud af spillet fra en kant af

I de første uger af corona-krisen kørte traktorproduktionen videre. Nu er det meste lukket pga. mangel på dele og kompomenter.

Der går dele og komponenter fra op mod 250 underleverandører til en Valtra-traktor.

Længe holdt Valtras fabrik midt i de finske skove stand og producerede videre.

Men mandag måtte den finske sisu også give stop. Der var ikke længere nok forsyninger fra en række underleverandører.

I ugerne forinden har New Holland, Case IH, Claas, Massey Ferguson, John Deere og Fendt også føjet sig til rækken over nedlukkede traktorfabrikker. Først var det fabrikkerne i Italien, der lukkede. Så fulgte de trop i Frankrig, efterfølgende i Tyskland og nu også langt mod nord i Finland.

»Med hensyn til marts har vi fået næsten alt hjem, og vores forhandlere står klar til at hjælpe med lagertraktorer og er super gode til at hjælpe kunderne. Men leveringerne i andet kvartal er i fare. Det er et stort maskineri, der ikke kører nu, og vi skal nok ikke tro andet, end det minimum tager tre uger. Men vi ved det reelt ikke«, siger national sales manager hos Valtra, Arne Spejlborg.

CNH lukker endnu mere

CNH med mange fabrikker i Italien har været en af de traktorproducenter, som har været mest ramt af nedlukninger.

Først var det udvalgte fabrikker i Italien, der blev lukket ned. Siden fulgte store del af produktionen i Europa efter.

Den kritiske forsyning af reservedele opretholdes dog hos CNH og på tværs af mærkerne.

Mandag meddelte CNH så, at man også lukker ned på fabrikker i Nord- og Sydamerika.

I første omgang er lukningen meldt ud for 14 dage, og derfor er det endnu svært at sige, om det får nogen betydning i Danmark.

For traktorproducenterne er situationen til gengæld kritisk og dyr. Agco, CNH og John Deere har alle droppet indtjeningsmålene for 2020.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.