Her er vinderne af DM i pløjning 2023: VM-helt igen i hopla

Til DM i Pløjning måtte deltagerne kæmpe mod både hinanden og elementerne, da Danmarksmester-titlen skulle uddeles.

I weekenden er der blevet afholdt både DM i Pløjning og EM i Vendeplov.

Konkurrencen gled glat på trods af at både vind og regn bød på en række udfordringer. Blandt andet da vinden blæste op sidst på dagen fredag. Her måtte de frivillige tænke hurtigt, så festteltet, Plovkroen, ikke tog skade.  

Omkring 1500 gæstede weekendens DM og EM i pløjning 2023, arrangeret af mere end 50 frivillige fra LandboUngdoms Region Viborg.

Det skriver LandboUngdom i en pressemeddelelse.

vinder for 7. gang

Titlen som Danmarksmester i standardplov gik til Martin Lindberg Velling for 7. gang i træk.

Fredag inden startskuddet lød til danmarksmesterskabet lød der klapsalver i Plovkroen fra de andre deltagere til Martin for hans indsats ved VM 2023 i sidste weekend, hvor han blev verdensmester i stubjord og fik titlen som verdens anden bedste pløjer.  

- Det har været hårdt de sidste fire uger, hvor den har stået på intensiv pløjning. Nu bliver det rart at komme hjem og lave lidt på ploven i et mere roligt tempo. Så skal jeg også i gang i værkstedet igen og lave nogle små forbedringer på mine muldplader, så jeg forhåbentligt kan forbedre mit resultat ved næste års VM til august, siger Martin Lindberg Velling, danmarksmester i standardplov.  

Han roser også de frivillige fra LandboUngdom, der har stået for hele arrangementet: 

- Jeg har kun ros til de unge mennesker, der har arrangeret stævnet her. De har virkelig gjort, hvad de kunne, og de har skabt et rigtigt godt og stort arrangement, siger Martin Lindberg Velling. 

I kategorien vendeplov var det Søren Korsgaard, der løb med sejren. Det blev til danmarksmesterskab nr. 13 for Søren, der også netop er hjemvendt fra VM 2023 i Letland.

De flotte sølv og bronze ved DM i vendeplov gik til Jesper Madsen og Flemming Thorsager, der også deltog i europamesterskabet.

Her blev de henholdsvis Europas femte- og 10. bedste pløjer. 

Se alle vinderne her 

 

Standardplov Senior 
1.    Martin Lindberg Velling, Hobro, 237,25 point 
2.    Palle Lind Christensen, Hjørring, 213,5 point 
3.    Martin Nørmølle, Brovst, 202,25 point 

Standardplov Junior 
1.    Nis Geertsen, Hanstholm, 164,25 point 

Vendeplov Senior 
1.    Søren Korsgaard, Holstebro, 248 point 
2.    Jesper Madsen, Odder, 245,25 point 
3.    Flemming Thorsager, Give, 236,75 point 

Vendeplov Junior 
1.    Søren Møller, Nykøbing Mors, 209,25 point 
2.    Simon Svenningsen, Nibe, 204,75 point 
3.    Anders Andersen, Kjellerup, 191 point 

Landbrugsklasse 
1.    Ejnar Noe Harpøth, 157,25 point 
2.    Kasper Bak, 152,25 point 

 

/kold

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.