Folketingspolitikere på besøg på Vejlskovgaard

Mandag den 16. december havde de midt- og østjyske landbrugsforeninger besøg af Anne Paulin (S) og Malte Larsen (S) fra Folketingets Fødevareudvalg. Foreningerne havde inviteret de to politikere på besøg på Vejlskovgaard ved Odder for at drøfte landbrugets rolle og de udfordringer, der fylder meget i landmændenes hverdag og virke. 

"Det har været en rigtig god dag, hvor vi har fået snakket og lyttet. Det er vigtigt, at vi lærer hinanden bedre at kende, og at vi styrker dialogen mellem det lokale og det landspolitiske arbejde. Nogle af de beslutninger, politikerne træffer på Christiansborg, har store konsekvenser for landbruget, og det er vigtigt, at vi får drøftet, om der kunne være andre veje at gå for at nå det samme mål", siger Jens Gammelgaard, formand for Landboforeningen Odder-Skanderborg.

Fagligheden først

På Vejlskovgaard viste landmand Claus Fenger rundt på sin bedrift med 420 malkekøer. På turen blev der drøftet generationsskifte og de udgifter, der er ved at etablere sig som landmand. Et andet emne, der blev vendt, er de restriktioner landmændene for nyligt har fået, med ekstra efterafgrøder fra 2020. 

"I landbruget er vi helt med på, at vi skal passe på naturen og miljøet. Det er i alles interesse – også vores - men vi oplever desværre, at der kan være en tendens til, at der bliver lovgivet med følelser. Vi vil gerne have, at fagligheden går forrest", forklarer Henrik Nielsen formand for Østjysk Landboforening.

Han bliver suppleret af formand for Østjydsk Familielandbrug, Niels Jørgen Thomsen: 

"Det er ikke realistisk at etablere så store arealer med efterafgrøder, uden at det får alvorlige konsekvenser. For eksempel vil det samlede kornudbytte i Danmark falde, og det kan betyde, at vi bliver nødt til at importere mere korn til foder. Det er ikke CO2-venligt", understreger han. 

En god dialog

De midt- og østjyske landbrugsforeninger har inviteret hele Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg til en snak og en rundvisning på en landbrugsbedrift og har indtil videre arrangeret to dage på landet for interesserede folketingspolitikere. 

"Det er vigtigt, at vi har en løbende dialog, og vi stiller gerne op og inviterer inden for på vores bedrifter. Vi vil selvfølgelig gerne have, at vores folkevalgte politikere lytter til os og de udfordringer, vi oplever, der er, men jeg tror bestemt også, at politikerne kan have glæde af at komme en tur på landet og få en snak over en kop kaffe. Som landmænd sidder vi inde med en faglig og praktisk viden, som vi gerne deler ud af og stiller til rådighed. Jeg er sikker på, at vi fællesskab kan nå langt med en god dialog", slutter Nis Hjort, formand for Vejle-Fredericia Landboforening. 
 

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.