Landboforening gav påskefrokost til ældre, der ikke kan komme ud

Holstebro Struer Landboforening markerer jubilæum med frokostkurv til familie.

Holstebro Struer Landboforening markerer i år 200 år i fødevarernes tjeneste, og i forbindelse med påsken besluttede foreningen derfor at lancere en konkurrence om en påskekurv.

Initiativet skulle glæde nogle af dem, der måske ikke kan samles – eller ikke kan komme ud i disse dage, melder landboforeningen i en pressemeddelelse.

Komkurrencen lancerede landboforeningen på Facebook, og her skulle brugere foreslå, hvem der skulle have glæde af en kurv med gode danske råvarer til påskebordet. 

Det kom der mange gode bud på, og det var en rørt og glad Kristian Gade, der lørdag formiddag kunne aflevere en kurv med en hel påskefrokost til Britta Mannick Laursen, Holstebro, der blev vinderen af Holstebro Struer Landboforenings konkurrence.

Hun havde besluttet at overraske sin mor og nogle af hendes bofæller med noget af kassens indhold af danske fødevarer. 

"De må ikke forlade deres hjem, så jeg er glad for at kunne give kassen med danske fødevarer, og jeg er sikker på, at den også vil bringe glæde hos vinderen og hendes familie".

I anledning 200 års jubilæet har foreningen besluttet at øge kendskabet til fødevareproduktionen i Holstebro/Struer-området, og det er blandt sket med oprettelse af informationssider på Facebook og internet.

"Vi er i landbruget bevidste om det ansvar, vi har for at levere fødevarer til alle tider. Det gør vi med stolthed, og vi mærker også anerkendelsen og respekten i disse tider", siger Kristian Gade.

"På det tidspunkt, hvor vi planlagde jubilæumsaktiviteterne, havde vi ikke kendskab til Covid 19 og de begrænsninger, det har medført. Nogle af vores større arrangementer er udskudt i respekt for indsatsen mod Covid 19. I landbruget har vi indtil nu ikke været ramt som andre. Vi fandt det derfor naturligt at kunne glæde andre, som har en svær tid ved at levere en påskefrokost til døren påskelørdag", siger Kristian Gade.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.