Præcisionsjordbrug er en udvidelse af det gode landmandskab

Direktør i TH-Agro, Torben Briand Thomsen vil til et fyraftensmøde hos Patriotisk Selskab fortælle om virksomhedens erfaringer med præcisionsjordbrug.

Præcisionsjordbrug kommer til at spille en essentiel rolle i fremtidens planteavl, men for nogen virker det måske lidt uoverskueligt at komme i gang med præcisionsjordbrug. For hvor starter man, hvad kan man opnå, og hvordan kommer man derhen?

Hos TH-Agro har de efterhånden en del erfaring med præcisionsjordbrug, men de var også selv nybegyndere engang:

"Man kan jo starte med at plukke de lavthængende frugter", anbefaler direktør Torben Briand Thomsen, TH-Agro".

"Første skridt er at få sat noget GPS-udstyr på maskinerne, hvis man ikke allerede har det, og få det aktiveret. Og så kan man begynde at bruge nogle af de lette værktøjer som FieldSENSE og CropSAT. Det er ret nemt at lave tildelingsfiler ud fra satellitfotos. Og så er man i gang", siger han og fortsætter:

"Efterfølgende kan man så tilpasse tildelingsfilerne ud fra sin viden om markerne - f.eks hvis der er lerpletter eller andet, som der bør tages forbehold for - og gøre filerne mere præcise hen ad vejen, som man drager sig erfaringer. Det er lidt mere kompliceret at tilpasse filerne, så her kan det være rart med noget hjælp", siger han.

Bedre dækningsbidrag

Præcisionsjordbrug er ifølge Torben Briand Thomsen en "udvidelse" af det gode landmandskab:

"Vi skal stadig følge de gode gamle dyder, vi altid har fulgt. Præcisionsjordbrug er bare et ’add on’, der gør, at vi kan dokumentere aktiviteterne i marken og på sigt opnå en bedre kvalitet og ensartethed i afgrøderne, en bedre fordeling af ressourcerne og opgaverne i virksomheden og hermed et bedre dækningsbidrag. Jeg forventer helt klart, at vi fremover vil kunne se en forskel i dækningsbidraget hos TH-Agro", siger han.

Fordele

De første fordele ved anvendelsen af præcisionsjordbrug har allerede vist sig hos TH-Agro:

"Vi har været med i et Seges-forsøg, hvor Patriotisk Selskab har hjulpet os med at graduere svampebekæmpelsen i vinterhvede. Tilsyneladende har vi opnået en gevinst ved at graduere", fortæller Torben Briand Thomsen og fortsætter:

"Herudover er det en fordel, at vores nyere medarbejdere bare kan sætte en tildelingsfil i traktorens computer og herefter sætte sig ind og udføre et stykke arbejde, som ellers kræver mange års erfaring. Vi har mange marker, og vi er ikke længere så afhængig af, at nogen kan huske markernes særpræg ud og ind", siger han.

Kom godt i gang

Tirsdag 19. november giver Torben Briand Thomsen et indlæg til et fyraftensmøde om præcisionsjordbrug hos Patriotisk Selskab. Her vil han bl.a. fortælle om, hvordan TH-Agro er nået dertil, hvor de er i dag, hvad der har været af bump på vejen og forventningerne til fremtiden. 

Herudover vil Patriotisk Selskabs konsulenter fortælle om, hvad man kan få ud af præcisionsjordbrug økonomisk og udbyttemæssigt, hvilken teknik, der kan anvendes, hvordan man kommer i gang med præcisionsjordbrug, uden det bliver for tidskrævende og besværligt, og hvordan Patriotisk Selskab kan hjælpe.

Mere information kan findes på www.patriotisk.dk. 
 

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.