Drivvåd april er den vådeste i 150 år

Der er faldet 98,7 millimeter nedbør i april, og den er dermed den vådeste siden målingerne begyndte i 1874.

Det har været den vådeste april i Danmark i mindst 150 år. Fredag eftermiddag er en 88 år gammel nedbørsrekord blevet slået.

Det oplyser Mikael Scharling, der er klimatolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Den danske april har fredag eftermiddag klokken 15.00 indtil videre budt på 98,7 millimeter regn. Det er 0,7 millimeter mere end rekorden fra 1938 på 98 millimeter.

Ifølge Mikael Scharling er det den våde begyndelse på april måned, der satte startskuddet for nedbørsrekorden.

Halvdelen af månedens nedbør er nemlig faldet i de første fem dage i april, siger han.

- Måneden startede rigtig vådt. I de første fem døgn faldt 53 millimeter regn, så på den måde er rekorden ikke overraskende.

April er normalt en af årets tørreste måneder. Den tidligere rekord var også en af de laveste sammenlignet med de andre 11 måneder.

Og med det nye nedbørstal er det også slut med månedlige nedbørsrekorder på under 100 millimeter regn, siger Michael Scharling.

- Vi forventer, at der kommer lidt nedbør i dag og lidt over weekenden, så vi kommer i hvert fald over de 100 millimeter.

Grunden til, at man taler om mindst 150 år, er, at nationale nedbørsmålinger kun går tilbage til 1874.

/ritzau
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle