Sektorformand: Vi skal passe godt på talentmassen i dansk landbrug

Vi har ikke råd til at tabe de unge på gulvet så de skal have bedre iværksætterforhold og der skla skabes, som giver landbruget råd til at udvikle og ikke afvikle. Det mener sektorformand Anders Harck.

Af Anders Harck, formand for Landbrug & Fødevarers sektor for Økonomi & Virksomhedsledelse

Der er intet mere sørgeligt syn end en ung pessimist, lyder et fint citat fra Mark Twain.

Og han har jo ret. Og selv om vi i dansk landbrug har ry for af og til at brokke os lige rigeligt over vejret, økonomien eller noget helt andet, så synes jeg overvejende, at der er masser af optimisme og innovationskraft i erhvervet. Ikke mindst blandt de unge. Og det glæder mig inderligt, for det er jo ikke mindst DEM, der udfordrer os andre og kommer med nye ideer. Dem, der investerer i nye teknologier og løsninger. Og DEM, der i særlig grad skal mærke stoltheden, engagementet og virkelysten. Derfor skal vi også gøre alt, hvad vi kan, for at passe godt på dem og motivere dem.

De ældste har bedst økonomi

Men nye løsninger og innovation kræver økonomisk råderum, hvilket kan være en kæmpe udfordring. Ser man på tallene er det tydeligt, men jo ikke nyt, at unge landmænd har en markant højere gældsprocent og en markant lavere soliditetsgrad end de ældre. Eksempelvis er soliditetsgraden for aldersgruppen 20-35 år knap 18, mens aldersgruppen 70 plus kan glæde sig over at ligge på knap 76 procent. Det giver god mening, da investeringerne i årene omkring etableringen er store.

Regulering rammer de unge hårdest

Så det er ikke overraskende i sig selv. Men det er markant. Og det er vigtigt. Ikke mindst set i lyset af den aktuelle situation, hvor man igen diskuterer mulige ændringer af erhvervets rammevilkår. For hvis man implementerer ændringer, der har markant økonomisk betydning for den enkelte landmand, er det åbenlyst, at de etablerede landmænd generelt bedre økonomisk rustede. Og skal det virkelig være alderen, der afgør, hvor godt den enkelte virksomhed kan klare eksempelvis en ny afgift? Og om man kan overleve ny regulering, der ikke var udsigt til for blot få år siden?

Udvikling og ikke afvikling

Det kan lyde som en gammel sang, men der ER behov for stabile rammevilkår, når den næste generation tager stafetten og samtidig foretager investeringer, der igen trækker landbruget i en mere bæredygtig retning. Rammerne om vores fantastiske erhverv skal give os mulighed for hele tiden at forbedre driftsøkonomien- så giv bedre iværksætterforhold for de unge og skab rammer, som giver os råd til at udvikle og ikke afvikle.

Al diskussion om den grønne omstilling kalder på investeringer, som ikke kun gavner i en dansk kontekst. Og netop her er det vigtigt at vi passer på de unge. Men tallene viser tydeligt, at de ikke tåler for meget side- og modvind. Til gengæld tåler erhvervet ikke at tabe dem på gulvet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle