På SIMA-messen i Paris forleden var den italienske sprøjteproducent Bargam til stede med blandt andet trailersprøjterne i Compact-serien.
På messen havde producenten valgt at vise Bargam Compact 5200 med spotsprøjteudstyr, som giver mulighed for at lave rand- og pletbehandlinger med en egnet blanding, som er forskellig fra den generelle behandling.
Spotsprøjteudstyret fås både fabriksmonteret på nye sprøjter og som eftermonteringskit til flere fabrikater.
Compact-serien fås i fem størrelser fra 2.700 til 6.200 liter og med konventionelle stålbomme op til 42 meter samt luftassisterede bomme op til 30 meter.
Compact kan specificeres ud fra en lang tilbehørsliste, så den tilpasses til kundens behov. Eksempelvis kan tilvælges trækstangs- eller hjulstyring, hydraulisk akselaffjedring, bomcirkulation, ligesom den kan udstyres med flere computervarianter fra Arag, Müller eller Trimble, igen for at give mulighed for at tilpasse specifikation til behov og prisønske.
Kommentarer