Chefjurist: Det betaler sig at kæmpe mod myndighederne

Chefjurist hos KHL opfordrer til at kæmpe med myndighederne i forbindelse med bl.a. randzoner

Det kan betale sig at udfordre og give myndighederne kamp til stregen i stedet for blot at se passivt til og acceptere forkerte afgørelser.

Det mener chefjurist og ejendomsrådgiver Kaspar Klok Faarborg, Ejendom og Jura hos Kolding Herreds Landbrugsforening. 

Det er eksempelvis, når kommunen fejlagtigt klassificerer et kunstigt vandløb som 'naturligt', og dermed stiller krav til landmanden om at etablere randzoner langs vandløbet -  eller når erstatningen er for lav.

"Mange landmænd, der har randzoner, er lige nu i gang med at klage til kommunen over forkerte afgørelser i forbindelse med vandplanerne. I 2012 stod en lignende kamp, og ligesom dengang vil der utvivlsomt også i år være en del landmænd, der vil opleve, at myndighederne ikke vil ændre de forkerte afgørelser," siger Kaspar Klok Faaborg.

"Vi når snart det tidspunkt, hvor de landmænd, som ikke har fået medhold i deres klager hos kommunen, er nødt til at starte en retssag, hvis de vil undgå at lide tab. Som i 2012 står jeg også nu parat til at hjælpe den landmand, der har brug for hjælp til at føre en retssag. Det er min erfaring, at det kan betale sig at kæmpe, for i 2012 blev alle retssager vundet," siger KHL’s chefjurist.

Passivitet er farlig

Kaspar Klok Faaborg har kendskab til nogle landmænd, der undlader at kæmpe mod forkerte afgørelse.

"Det er farligt, for landmanden kan ende med at komme til at leve med den forkerte afgørelse, og det kan medføre tab og værdiforringelse af ejendommen, noget som kunne være undgået."

Gå om nødvendigt rettens vej

"Landmanden har alt at vinde og intet at tabe. Går man rettens vej, har man i det mindste en chance for at få den forkerte afgørelse ændret og dermed undgå tab. Derudover er der også det principielle i ikke at finde sig i, at myndighederne træffer forkerte afgørelser," siger Kasper Klok Faarborg. 

Det koster naturligvis penge at føre en retssag, og det er en udfordring for de fleste. Men for nogle vil omkostningerne til en retssag være mindre, end det tab de ellers lider og dermed en god forretning. For andre vil det være underskudsforretning. Ikke mindst fordi landmanden er oppe imod myndighederne, der udnytter deres overlegenhed og ubegrænsede midler til at sætte alt ind mod landmanden.

"Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at hjælpe, og står klar med en særligt fordelagtig honoraraftale for de landmænd, som ønsker min bistand i en retssag," afslutter Kaspar Klok Faaborg.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.