DF: Vrøvl at VK-regering var presset til randzoner

Det var den daværende VK-regerings eget ansvar, at randzoneloven blev vedtaget, siger René Christensen, Dansk Folkeparti.

Venstres Erling Bonnesen har lidt for travlt ved håndvasken, når han udtaler til Landbrugsavisen.dk, at den daværende VK-regering blev »presset« til at vedtage loven om randzoner af et flertal uden om regeringen«.

Det mener René Christensen, fødevareordfører for Dansk Folkeparti.

»Det er altså noget vrøvl, som jeg er nødt til at dementere. Dansk Folkeparti forsøgte forgæves at få indskrevet i loven, at randzonerne skulle være et midlertidigt tiltag, indtil der kom nye, alternative virkemidler, som kunne erstatte randzonerne. Det kunne jeg ikke få.«

Stillede spørgsmål

René Christensen stillede i stedet skriftlige spørgsmål med samme budskab.

Det fik daværende fødevareminister Henrik Høegh (V) til at love en evaluering af mulige alternativer til randzonerne i foråret 2014. DF fik desuden indskrevet i betænkningen til lov om randzoner, at DF forventede, at randzonerne skulle kunne fraviges, når der kom »dokumenteret viden om »rodzoneanlæg, minivådområder, pil og andre tiltag og målinger af værdien af de enkelte randzoner«.

Derefter blev loven om randzoner vedtaget - også med Dansk Folkepartis stemmer.

»Jeg vil ikke løbe fra ansvaret. Men det handlede altså ikke om, at regeringen blev »presset« - og da allermindst af Dansk Folkeparti. Vi ville netop ikke være fanget på randzonerne i al evighed,« siger René Christensen.

Vil afskaffe randzoner

René Christensen glæder sig til gengæld over, at der nu er enighed i blå blok om at afskaffe randzonerne, hvis regeringsmagten tipper til borgerlig side ved det kommende folketingsvalg.

»Det har ikke været noget kønt forløb, det her. Det er jo ikke rimeligt, at borgere skal gå i retten for at få ret overfor staten. Det er ikke værdigt, hverken for os politikere eller for borgerne. Jeg håber, vi alle har lært noget af denne sag.«

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.