Engelsk landmand høster vanvittige 170 hkg i hvede

Den britiske planteavler James Atwood har tilsyneladende gjort alt rigtigt i denne sæson, og høster - vel også med lidt hjælp fra vejret - rekordhøje hvedeudbytter.

For nylig berettede landbrugsavisen.dk om en ny verdensrekord for udbytte i vinterhvede sat af en new zealandsk landmand med 174 hkg pr. hektar.

Vi kan skam også i Europa. Høsten af hvede er nemlig skudt usædvanligt tidligt i gang i Storbritannien, og på trods af et vådt efterår og et tørt forår er der generel tilfredshed med udbytterne.  

En af de mest tilfredse britiske hvededyrkere er nok James Atwood på øen Isle of Sheppey cirka 50 kilometer stik øst for London. Han har høstet vanvittige 170 hkg pr. hektar i vinterhvede i sorten Crusoe - og der er vel at mærke tale om helt gængs dyrkning af møllehvede, og ikke et veltilrettelagt rekordforsøg.

James Atwood driver bedriften New Hook Farm, og han begyndte årets hvedehøst allerede 15. juli, hviket er rekordtidligt for bedriften. 

"Vi har aldrig høstet så tidligt før. Det tørre forår har rykket høsten 10 dage frem", fortæller James Atwood til netavisen Farmers Weekly.

Rekordudbyttet blev hentet hjem i en hvedemark på 10 hektar, hvor udbyttet er målt til i gennemsnit 160 til 170 hkg pr. hektar.  

Indtil nu har James Atwood høstet 240 hektar hvede af sorterne Crusoe og Skyfall, og her er udbyttet løbet op på i snit 125-130 hkg pr. hektar.

De høje udbytter skyldes et langt, tørt forår kombineret med, at hveden er dyrket på en tung lerjord, som har været i stand til at holde på fugten, forklarer den engelske landmand.

Kvaliteten beskrives som god med et vandindhold på 14,5 procent, en hektolitervægt på 82 kg og et proteinindhold på 13-14 procent.

Hveden er sået sidst i september-først i oktober, før det våde efterår for alvor satte ind.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.