Frøfirmaer: Halvt udbytte i årets spinathøst

Først tørke, så vand`og fremspiring af ukrudt. Årets høst af hybrid spinatfrø har været en katastrofe for mange avlere. Hos nogle avlere har det ikke kunnet betale sig at høste spinaten.

- Vi forventer, at årets udbytte i hybrid spinat ligger på cirka 45 til 50 procent af normalt udbytte.

Sådan lyder meldingen fra de to frøfirmaer Jensen Seeds og Vikima, som står for den danske produktion af hybrid spinat.

Udbytterne varierer fra nul til indeks 150 hos nogle af de avlere, der kunne vande.

Selvom det endnu kun er en meget lille del af årets høst, der er spiretestet, så tyder det på, at kvaliteten af årets høst er god. Der er dog ingen tvivl om, at den danske katastrofale høst kommer til at præge markedet.

Derfor ligger det allerede nu fast, at arealet med spinat skal øges til næste år.

Små planter

Når høsten af spinat har slået fejl hos mange avlere, så skyldes det en række uheldige omstændigheder.

- Det sene og våde forår betød, at såningen strakte sig fra først i april til en uge ind i maj. Den sene såning og den efterfølgende tørke gjorde, at spinaten ikke blev kraftig nok, inden den gik i stok.

- Det gav lave planter, som ikke kunne konkurrere mod ukrudt, og som var svære at høste, fortæller Morten Bang, avlschef hos Jensen Seeds.

Regn og ukrudt

Da regnen endelig kom en uge inde i juli, havde det to uheldige virkninger.

For det første fik det nogle af spinatplanterne til at starte forfra. For det andet fik det en masse ukrudt til at spire frem i spinatmarkerne.

Tidligere har myndighederne givet dispensation til, at der kunne bruges Reglone i spinat. Den mulighed eksisterer desværre ikke længere.

- Jeg vil tro, at det har kostet avlerne et udbyttetab på i gennemsnit 15 procent. Det svarer til et tab på 4.000 kroner per hektar, siger Jens-Olav Høst Hansen, frøavlschef hos Vikima.

Han tilføjer, at spinaten blev skårlagt, hvor det var muligt, men netop fordi planterne var så lave, og frøene sad meget lavt på planterne, så var det kun omtrent en femtedel af avlerne, der kunne benytte sig af den mulighed.

De store mængder ukrudt gjorde, at meget spinat er høstet med en vandprocent på 30 procent - og at der skal renses store mængder ukrudtsfrø fra.

Selvom det endnu kun er en lille mængde af årets høst, der er spiretestet, så tyder det på, at spireevnen er god.

Faktaboks

Spinatfrø i Danmark

  • Danske landmænd producerer cirka 75 procent af det hybrid spinatfrø, der produceres på verdensplan. 
  • I 2023 blev der dyrket 7.500 hektar med hybrid spinatfrø i Danmark.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.