KMC vinder landbrugets vækstpris 2015

Kartoffelmelcentralen, KMC vinder Nykredits vækstpris 2015, blandt andet fordi virksomheden har formået at løfte sig fra sovepuden med EU-støttekroner og få en milliardforretning ud af at udvikle den gode danske kartoffel til specialprodukter.

Historien om den gode danske kartoffel, der bliver til højt specialiserede ingredienser i fødevarer i hele verden, er en ualmindeligt god historie. Fra at miste 88 mio. årlige EU-støttekroner i 2012 har KMC rejst sig fra sovepuden og er lykkes med at udvikle kartoffelmelet fra en bulkvare til specialprodukter.

Kun to år efter at have mistet støtten rundede KMC den magiske milliard i omsætning. Derfor er de fredag udnævnt som vindere af årets vækstpris i landbruget.

I sin tale ved prisoverrækkelsen lagde Per Rasmussen fra Nykredit, som var en del af dommerkommitéen, vægt på de mange kvalificerede kandidater med fortjentsfulde aktiviteter og resultater inden for den agroindustrielle sektor.

»Imponerende - ja, det er jo en helt afgørende del af dansk erhvervsliv og et resultat, som i den grad bygger på kompetencer og engangement i sektoren og et samspil mellem primære producenter , forarbejdningsvirksomheder, leverandører af udstyr, driftsmidler med videre og en udviklings- og innovationsindsats, der fortjener meget stor respekt,« sagde han.

Alle fem kandidater var særdeles værdige til prisen og at valget faldt på KMC begrundede Per Rasmussen således:

»Vinderen er den virksomhed, der har formået at klare sig særlig succesfuldt gennem store forandringer i markedsvilkårene. Via innovation, stærk kundeorientering og et tæt samspil og god kommunikation med landmandsleverandørerne er der opnået særligt bemærkelsesværdige resultater.«

Glad og stolt vinder

KMCs direktør Nicolai Hansen modtog prisen.

»Jeg kan kun sige, at vi var meget beæret over at være nomineret i sådan et stærkt felt. Som jeg ser det, havde vi 20 procent chance for at vinde og at valget falder på os, det er vi utroligt glade for og stolte over. Tidligere blev det nævnt, at den interne kommunikation styrker den eksterne kommunikation og jeg er sikker på, at vores medarbejdere også vil være rigtig glade og stolte. Jeg kan kun sige tak for god konkurrence til de andre kandidater og vi er meget glade for prisen,« sagde Nicolai Hansen.

Mere om dette tema

Her kan du læse om vækst i 2015. 

Læs mere om LandbrugsAvisens vækstkonference ved at klikke her

Stadig uudnyttet potentiale

Det hvide guld - som kartoffelmelet meget sigende er blevet kaldt de senere år - bliver til nudler i Japan, gnocchi i Italien, babymad i Tyskland og bruges som alternativ til for eksempel mælkeprotein, æg og gelatine i et utal af produkter som vingummi, leverpostej og mayonnaise samt osteprodukter. Og der findes, ifølge CEO, Nicolai Hansen, stadig uudnyttet potentiale i den underjordiske knold.

KMCs omsætning steg med 16 procent fra 935 mio. kr. i 2012/13 til 1,1 mia. kr. i 2013/14. Den to-strengede strategi med både bulkvarer og specialprodukter fortsætter og vækstambitionerne er klare de næste fem år – fra 165.000 ton i 2013 til cirka 220.000 ton i 2020, en vækst svarende til 5 procent årligt på bulkvaren og en vækst på 10-20 procent på ingredienserne med både nye og eksisterende produkter.

Massive investeringer

En sådan udvikling koster natuligvis investeringer, og alene i 2013 investerede KMC over 100 mio. kr. blandt andet i et forsøgscenter og et koldtvandstårn. Inden for de seneste år har man åbnet kontorer i Dubai, Hongkong og Bangkok. Alligevel har virksomheden kunnet holde, hvad den lovede kartoffelavlerne. Udbetalingen har været høj, takket være betydeligt overskud.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.