LandboNord og Agri Nord i fælles front

Landbruget omkring Mariager Fjord og Limfjorden har udarbejdet fælles høringssvar.

Det er nok ikke gået manges næse forbi, at LandboNord og Agri Nord de seneste år har ligget i strid. Men ikke når det gælder landbrugets fremtid.

De to landboforeninger har - sammen med andre foreninger og familielandbrug i området - indgivet fælles høringssvar i protest over vandområdeplanerne konsekvenser.

Foreninger har lavet simple beregninger over antallet af arbejdspladser, kommunerne risikerer at miste, hvis landbruget skal braklægge.

Lemvig Kommune vil miste 350 arbejdspladser i fødevareklyngen i 2021 set i forhold til 2013. Det tilsvarende tal for Skive er 660 arbejdspladser.

"Det er en simpel beregning, der ikke tager højde for alle faktorer, men den er stadig bedre end vandplanernes, da de overhovedet ikke omfatter en beregning af de økonomiske konsekvenser. Hvilket er en direkte overtrædelse af miljømålsloven," siger landboretskonsulent hos Agri Nord, Hans Ole Kristensen.

Landbruget har udarbejdet fælles høringssvar for både Mariager Fjord og Limfjorden.

Høringssvaret vedrørende Limfjorden er et samarbejde mellem Agri Nord, Landbo Limfjord, LandboNord, Lemvigegnens Landboforening, Holstebro Struer Landboforening, Herning-Ikast Landboforening, Familielandbruget VEST-Jylland, nf plus, LandboThy og Mors/Thy Familielandbrug.

For Mariagerfjord gælder det Landboforeningen Kronjylland, Agri Nord, nf plus og Østjydsk Familielandbrug.

Indsats skal væk fra dyrkningsfladen

Et af hovedbudskaberne i høringssvarene er, at tiltagene skal placeres andre steder end på dyrkningsfladen.

"Med et reduktionsmål for Limfjorden på 2.254 ton kvælstof/år i forhold til baseline vil der blive tale om betydelige indgreb. Hvis disse skal ske på dyrkningsfladen vil det få voldsomme konsekvenser for såvel landbrug som beskæftigelse i landområderne. Der skal derfor ske en ændring af mål, og indsatsen skal flyttes væk fra dyrkningsfladen," siger Agri Nords landboretskonsulent.

Han giver følgende eksempler på tiltag: Stenrev, udplantning af ålegræs, linedyrkede muslinger, tang- og algeproduktion, skovrejsning, iltning af iltfattige områder og spildevandsrensning.

Eventuel effekt kan måles om 30 år

Et af punkterne i høringssvaret vedrørende Mariagerfjord handler om det faktum, at det har lange udsigter, inden man kan se eventuelle resultater af den yderst omfattende indsats.

"Cirka to tredjedele af vandet til Mariagerfjord kommer fra grundvand, som er 20-30 år gammelt. Samtidig skal der gå yderligere 10 år til der indfinder sig en ny ligevægt i fjorden. Vi vil altså først kunne se en eventuel forbedring i 2046-2056," fortæller Hans Ole Kristensen.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.