Landmænd taber sag om fredning af 379 hektar

En række landmænd og lodsejere har tabt fredningssagen om et stort område på 379 hektar ved Ravnsby Bakker på Lolland.

Selve bakkerne, som også kaldes Lollands Alper, har været fredet siden 1974, og i 2003 blev yderligere et område mellem Birket og Kragenæs fredet.

For fire år siden udlagde Region Sjælland et tilstødende område som råstofudvindingsområde, og det fik Lolland Kommune til i første omgang at nedstede forbud mod råstofudvinding og siden - sammen med Danmarks Naturfredningsforening (DN) - at begære råstofområdet - og et stort område rundt - fredet. I alt 379 hektar fordelt på 44 private lodsejere, Lolland Kommune, Naturstyrelsen og Birket Menighedsråd.

Fredningsnævnet besluttede i 2014 at frede området og tilkende erstatning på i alt 1.725.438 kr.

Kommunen og DN fremførte, at området er et kuperet og varieret istidslandskab, som omfatter flere store mosefyldte dødishuler omgivet af stejle skrænter.

Naturstyrelsen var delvis uenig med kommunen i fredningsforslaget. De siger, at det lille trekantede område, som er udlagt til råstofgraveområde og et areal syd for, ligger uden for det område, der er registreret som bevaringsværdigt landskab og uden for det nationale geologiske interesseområde.

Planteavler Arne Eigil Sørensen, der bor syd for Lindet, er ikke overrasket over afgørelsen. Der var besigtigelse i maj, og han fornemmede godt, hvilken retning afgørelsen gik i, siger han til Landbrugsavisen.dk.

De enkelte lodsejere får i basiskompensation 3500 kr. pr. hektar.

"Der kommer jo begrænsninger på, hvad du må og ikke må. For eksempel må jeg ikke plante til med juletræer eller lægge marker sammen," siger Arne Eigil Sørensen, der også frygter en lavere salgspris ved eventuelt salg af jorden.

Han har 40 hektar i det fredede område, hvoraf syv hektar lå i graveområdet.

"Jeg har haft nogle til at regne på det, og alene værdien af grus løber op i 20 mio. kr.," siger Arne Eigil Sørensen.

Han har af sine rådgivere fået at vide, at han nok havde stået bedre, hvis han havde søgt om råstofudvindingstilladelse, inden kommunen ville have området fredet.

En anden, der har klaget, er landmand Lise Theil, der bor nord for Nøbbet. Hun havde også et mindre areal i graveområdet.

Hun havde klaget over fredningen, fordi selve Ravnsby Bakker allerede er fredet. Med denne argumentation mener hun, at man kunne frede store dele af Danmark.

Lolland Kommune rejste oprindeligt fredningssagen sammen med DN, men efterfølgende har Lolland Kommune ønsket at revidere omfanget af fredningen, så fredningsområdet blev begrænset til det udlagte graveområde og den del af interesseområdet, hvor der realistisk kan ske grusgravning i fremtiden.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.