Landmand: Chelateret mikronæring og calcium gav pote i spinatfrø

Albrecht Agro høstede i 2022 en ekstra gevinst på 215 kilo frø pr. hektar i en testmark, hvor der blev sat turbo på tildeling af chelateret mikronæring og kalcium, skriver Interfiller i en pressemeddelelse.

Mikronæringsstoffer fra Interfiller er en fast del af dyrkningsstrategien, når Lars Albrecht skal have det bedste udbytte i spinat til frø.

Spinat kan nemlig ikke nøjes med de mængder mikronæringsstoffer og kalcium, den kan fange fra jorden. Lars Albrechts erfaringer er, at man simpelthen er nødt til at give mere end én ekstra omgang, og det er let at undervurdere planternes behov. 

Det fortæller han i en pressemeddelelse fra Interfiller, der sælger blandinger af mikronæringsstoffer til landbruget.

Dosering blev øget to-tre gange i test

-I et testområde doserede vi to og tre gange op med den sædvanlige blanding, og da jeg 14 dage senere fik taget en ny analyse af planterne, var alle mikronæringsstoffer banket helt op på over 100 procent af det, der skal være i spinatplanterne, fortæller Lars Albrecht. 

Lars Albrecht konkluderer oven på forsøget, at han hidtil på nogle parametre har givet spinaten en tredjedel af, hvad den har haft brug for.

Det er kun fordi han målrettet benytter sig af plantesaftanalyser, at han nu har vished for, at spinaten kræver flere kørsler for at blive optimal. 

-Vi har givet en godbid, men det er ikke nok. Ser vi et problem, så skal vi give så meget, så problemet bliver løst. Når den har fået tre gange, er der en helt anden vitalitet i planterne; flere frøstængler og flere skud på spinatplanterne. Den har lukket rækkerne, og det har den ikke dér, hvor den blot havde fået én gang, konkluderer Lars Albrecht. 

I en test øgede Lars Albrecht doseringen af mikronæringsstoffer 2-3 gange.  

Ekstra 215 kg frø

Lars Albrecht har sin egen forsøgsmejetærsker, og da skærebordet i høsten 2022 blev sat på arbejde i den velnærede spinat, var gevinsten til at føle på.

-Til høst stod området, der havde fået tilført ekstra mikronæring og kalcium, klart bedre, og forsøgsmejetærskeren viste, at der var 215 kilo frø ekstra, hvor den havde fået tre gange frem for én gang mikronæring og kalcium med marksprøjten, lyder det fra Lars Albrecht.

Og hvis man indekserer efter at frøene koster 20 kroner kiloet, så er der ifølge Lars Albrecht rigeligt tilbage til at betale for de mikronæringsstoffer og det kalcium, som planterne mangler.

Mikronæringsstofferne køber Lars Albrecht hos Køge-firmaet Interfiller, hvor man både kan købe specialdesignede chelaterede blandinger med mikronæring og et fast sortiment med et mix af fem næringsstoffer, med forskellige forhold mellem de fem. 

Plantesaftanalyser fra sverige

Hvis ikke man tager analyser, og ikke vil bruge penge på præcisionstildeling af mikronæringsstoffer, så opfordrer Lars Albrecht til, at man bruger et blandingsprodukt.

Og så bør man også tildele mere kalcium til planterne, hvilket eksempelvis kan ske med en bladgødskning, der binder op på kalcium. Men vil man nå så tæt på sit potentiale som muligt, så mener Lars Albrecht ikke, man kommer uden om at benytte sig af plantesaftanalyser.

-Vi laver plantesaftanalyserne via LMI i Sverige, og når vi kunne se, at det i dette tilfælde var lavt på de fleste mikronæringsstoffer, så handler det om at tilføre bittersalt samt en mikronæringsblanding.

- Bittersalt / EpsoTop består af magnesiumsulfat, et saltprodukt man får i en sæk, og mikronæringsstofferne er flydende produkter Henrik Gubi fra Interfiller laver. Mikronæringen er chelateret, og det gør, at vi meget sjældent ser tilstoppede dyser, når vi bruger de her produkter - det er derfor vi vælger dem, siger Lars Albrecht.  

Spinat skal tilføres kalcium

Når Lars Albrecht i 2023 skal så sine marker til med spinat, så er den vigtigste læring fra hans forsøg, at der meget ofte mangler kalcium i spinat, og ofte langt mere, end man tror.

-Vi har testet med kalcium-support, og her er der ikke meget kalcium i, så fra vi kørte til vi testede, skete der ikke det store. Vi kunne se i plantesaftanalysen, at vi havde hævet kalicium-niveauet, men ikke ret meget, fortæller Lars Albrecht. 

Første analyse viste, at spinatplanterne havde omkring 35 procent af den mængde kalcium, den burde have - altså et underskud på 65 procent, og det blev så løftet op på 45 procent af behovet. I samarbejde med Interfiller blev der lavet et nyt Kalciummix, og det gav hurtigt resultater.

-Vi gav kalksalpeter i flydende form, og så kom vi op på 100 procent; vi fik den banket op. Og det er ikke den første prøve i spinat, hvor kalcium ligger lavt, så det er nok et generelt problem, vi skal have set på, siger Lars Albrecht.

Han vurderer, at det ofte er tilstrækkeligt at benytte færdige blandinger fra Interfiller som RoeSupport, ÆrteSupport, HvedeSupport og FosforSupport i forhold til tilførsel med mikronæringsstoffer, mens der med gevinst kan gøres brug af kalksalpeter for at hæve indholdet af kalcium.

HvedeSupporten passer ifølge Lars Albrecht bedst til manglerne i spinaten, han har oplevet de seneste år, men han påpeger, at det kan være meget forskelligt fra mark til mark, og han anbefaler, at man arbejder efter plantesaftanalyser, hvis man vil nå helt tæt på sit potentiale i marken, for ofte kan man ikke se på planten, hvad den mangler.

-Det er ofte usynlige mangler. Man kan ikke se kalciummangel på planten, men alligevel viser vores analyser, at den ligger for lavt på kalcium. I drivhuse er man nødt til at tilføre kalcium, selvom man har et fint vækstmedie. Og hvorfor skulle det være anderledes, når det er ude i jorden - det er jo en plante, der vokser meget hurtigt; der er knald på, siger Lars Albrecht. 

Når spinaten til frøavl spirer frem i dette forår, vil Lars Albrecht forøge brugen af HvedeSupport fra Interfiller, men han vil spørge planten, hvad den mangler, og så tildele både næring og kalcium ud fra de mangler, plantesaftanalyserne indikerer, der er i spinaten. 

-Man bør altid gøde med mikronæring efter brug af plantesaftanalyser, men en standarddosering på 1 kg bittersalt og 1 liter HvedeSupport vil altid være et skud i den rigtige retning. Men uden analysen ved vi ikke, om vi rammer potentialet, slutter Lars Albrecht.

Udbring tidligt forår

Hvis de de chelaterede mikronæringsstoffer skal have fuld effekt på spinatplanterne, skal man som planteavler have dem med i sprøjten fra det tidlige forår, ifølge Interfiller.

HvedeSupport fra Interfiller kan ikke reagere med negativt ladede jordpartikler og danner derfor ikke svært opløselige stoffer. Det betyder at det HvedeSupport der rammer jorden ikke er tabt, men forbliver plantetilgængeligt, lyder det fra producenten. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.