Landmand graduerer N til hveden for tredje gang i år

Rasmus Eriksen følger Robin Hood princippet, når han omfordeler kvælstof, men har et grundkort med undtagelser, hvor jorden er kompakt, sandet eller våd.

"Jeg har trukket den sidste gødning til raps, da jeg håber på, at en tredeling giver en gevinst. Den har lige fået de sidste 40 kg N her lige inden blomstring«, fortæller Rasmus Eriksen.

Gødningen er gradueret efter de nyeste satellitbilleder ligesom i de fleste andre afgrøder. Så kan de også bruges som alternativ til efterafgrøder.

»Hveden skal snart have tredje gang gødning. Den får i snit en N-mængde på 65 kg N, som jeg også graduerer«.

Han bruger Robin Hood princippet, som flytter N fra kraftige til svage planter. Og en omvendt Robin Hood i den fjerde og sidste proteingødskning.

»Jeg bruger flydende gødning, og min sprøjte kan desværre kun graduere maks. 30 pct. op og ned. Jeg ville gerne omfordele meget mere. Men når jeg graduerer alle N-tildelingerne, får jeg alligevel skåret i alt 60-70 kg N pr. ha væk fra lavningerne«, siger han.

Grundkort viser undtagelser

Planterne kan dog også være for svage til at få ekstra kvælstof, fx på grund af kompakt, sandet eller våd jord. Det tager han højde for i sit grundkort, hvor de områder, der ikke skal tilføres ekstra kvælstof, er indtegnet.

»I grundkortet har jeg tegnet forpløjninger, sandpletter og bakketoppe og angivet, at det skal have 20 pct. mindre N i stedet for det modsatte. Men jeg kunne sagtens gøre mere ud af mit grundkort«, siger Rasmus Eriksen.

Afprøver Easy Connect

Siden efteråret har Rasmus Eriksen afprøvet Easy Connect - et lukket påfyldningssystem for sprøjtemidler, hvor man ikke kommer i kontakt med kemien under sprøjtning.

Det består af to komponenter: et unikt skruelåg monteret på dunkene og en tilkobling.

»Jeg synes rigtig godt om systemet, som har mange perspektiver. Blandt andet at man skal kunne fritages for afgifter for personkontakt - og måske også krav om fyldeplads«, siger han.

Easy Connect er udviklet af BASF og understøttes i dag af seks firmaer.

Faktaboks

  • Driver Sigridshøj på 360 ha JB7 jord ved Kalundborg.
  • Afgrøder: Raps, brødhvede, grynbyg, fabriksroer og frøgræs (rødsvingel, rajgræs).
  • Bruger Nova-biogasgylle.
  • Praktiserer præcisionsjordbrug (siden 2015). Graduerer udsæd, gødning og kemi (svampe, vækstreg.).

Udfordring her & Nu

  • Blomsterstriber: »Jeg er ved at gøre klar til at få sået 1.200 meter blomsterstriber langs vejkanter, hvor de kan pynte indtil efter høst. Gefion står for det, og de sår også. Vi skal blot fræse jorden. Nygårdfonden er hovedsponsor«.
  • Raps: »Der er forbavsende få skadedyr i rapsen. Det kølige vejr holder dem væk, og det kan sagtens have sparet os en sprøjtning. Men jeg holder øje«.
  • Vækstregulering: »Jeg fik vækstreguleret frægræs, da der var 4 lune dage«.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.