NaturErhverv kontrollerer stadig: Randzoneloven gælder

Landmændene skal stadig overholde randzonelovgivningen, siger NaturErhvervstyrelsen.

Byretten i Holstebro har mandag morgen frifundet Povl Blak Bojer og hans søn, Christian, for at have overtrådt randzoneloven.

Men der var tale om en konkret vurdering af de to landmænds sag - og randzoneloven gælder stadig. Det understreger NaturErhvervstyrelsen.

"Landmændene blev frifundet for overtrædelse af den gamle randzonelov fra 2012. Loven blev ændret i 2014," skriver NaturErhvervstyrelsen.

"Dagens dom ændrer derfor ikke på, at den nuværende randzonelov skal overholdes. Det betyder, at landmænd fortsat skal udlægge randzoner. NaturErhvervstyrelsen vil derfor fortsat kontrollere, om landmænd har udlagt de randzoner, som de ifølge loven har pligt til," skriver styrelsen videre.

Styrelsen kigger nøjere på, hvad dommeren har lagt til grund for frifindelsen.

"Vi gennemgår nu dommens præmisser sammen med anklagemyndigheden, som tager stilling til, om vi vil anke sagen til Landsretten," siger Pernille Balslev-Erichsen, enhedschef for Jordbrugskontrol i NaturErhvervstyrelsen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.