Pesticidfund kan være naturligt forekommende

DN kritiserer fund af rester fra svampemiddel i grundvand i forsøgsmark, men det fandtes også før marken blev forsøgsmark.

Danmarks Naturfredningsforening kritiserer skarpt, at man har fundet et nedbrydningsprodukt af svampemidlet Tebuconazol i grundvandet under forsøgsmarker, hvor man tester nedsivning. Det skriver Ingeniøren.dk mandag. Resultaterne stammer fra Varslingssystemet for udvaskning af pesticider til grundvandet (VAP) som Geus laver for Miljøstyrelsen.

Analyserne viser nedbrydningsproduktet 1,2,4-triazol i grundvandet i næsten halvdelen af prøverne. I otte procent af tilfældene er koncentrationen højere end EU’s grænseværdi på 0,1 mikrogram pr. liter.

Flere kilder peger dog på, at der ingen grund er til bekymring.

Mistolkning

Claus Hansen, tidligere medarbejder i Miljøstyrelsen, mener at DN misfortolker resultaterne.

Han peger på, at alle stoffer, man bruger, havner i grundvandet. Derfor skal man se på, hvilket omfang af nedvaskning, der er acceptabel, og det er for Tebuconazol som for de fleste andre pesticider 0,1 mikrogram pr. liter.

»Det skal forstås som årligt gennemsnit, og det er meget langt fra tilfældet i VAP, så resultaterne giver ikke anledning til betænkeligheder,« siger han.

Godkendelsessystemet tillader ifølge Claus Hansen udvaskning til grundvandet, således at man i 5 procent af tilfældene accepterer overskridelse af grænseværdien (som årligt gennemsnit) og i 95 procent af tilfældene har koncentrationer som årligt gennemsnit lige under grænseværdien, når man ser på fund alle steder i Danmark, hvor de anvendes.

»Dette er den eneste måde, som pesticider kan administreres operationelt,« siger han.

Var der før det blev forsøgsmark

I tilfældet med nedvaskning af Tebuconazols nedbrydningsprodukt, 1,2,4-triazol, som er fundet i VAP, undersøger Miljøstyrelsen også om der kan være andre kilder end Tebuconazol. Det fandtes nemlig også i grundvandet før forsøgsmarkerne blev sprøjtet. Fra udlandet kender man eksempler på fund under skove, der aldrig har været sprøjtet, skriver Ingeniøren.

Kontorchef i Miljøstyrelsen, Lea Frimann Hansen, henviser i øvrigt til, at grænsen for, hvor høj dosis landmænd må bruge af Tebuconazol, blev nedsat i 2014 ud fra et forsigtighedprincip. Erfaringerne viser, at med nedsat dosis overskrider produkterne ikke længere grænseværdierne.

Grænseværdierne er i øvrigt politisk fastsat og dermed langt under, hvad der kan være skadelige.

Alt findes i grundvand

Claus Hansen peger på, at hvis man som DN og mange andre ønsker, at stoffer ikke må findes i grundvandet, så må man opgive vores moderne liv.

»Ikke engang det vil fjerne stoffer fra grundvandet, for naturlige stoffer findes overalt i grundvandet,« siger han.

I et italiensk forsøg, hvor man fik vandprøver fra hele Europa, testede man grundvandet for alt muligt indhold, som man ikke normalt tester for.

Ifølge Nina Cedergreen, professor ved Københavns Universitet, fandt man, at der var myggebalsam i 85 procent af alle europæiske boringer, kaffe i 83 procent, PFOA (som bl.a. findes i poser til microbølgepopcorn i 66 procent og ukrudtsmidlet atrazin i 55 procent af alle boringer.

Der var også stoffer fra undervognsbehandling, skizofrenimedicin og meget andet i en tocifret procentdel af boringerne.

»Men vi skal stadig drikke meget vand for at komme op på en koncentration, der er sundhedsskadelig. Derimod drikker vi 19 gange den acceptable daglige dosis (ADI) af kaffe og 41 ADI af alkohol i gennemsnit. Men vi drikker kun 0,4 procent af en acceptabel daglig dosis af pesticider,« siger hun.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.