Planteavlskonsulenter kritiserer minister om frivillige efterafgrøder

Planteavlskonsulenternes Forening frygter kaos omkring administration af frivillige efterafgrøder.

Planteavlskonsulenternes Forening frygter, at administration og ansøgningsprocedure for de frivillige efterafgrøder bliver så vanskelig og uoverskuelig for landmanden, at det bliver meget vanskeligt at nå målet om cirka 140.000 hektar frivillige efterafgrøder ikke nås.

Det skriver Erik Sandal, formand for Planteavlskonsulenternes Forening, i et åbent brev til  miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

"Først og fremmest er det ikke acceptabelt, at vi endnu ikke kender detaljerne i ordningen. På nuværende tidspunkt er vores rådgivning om næste års markplan godt i gang. Vi har ikke noget ordentligt grundlag at rådgive landmændene om ordningen på. Alene denne usikkerhed kan medføre, at nogle landmænd måske fravælger ordningen," skriver Erik Sandal.

Foreningen finder det desuden helt uacceptabelt, at der er lagt op til et ”først til mølle princip”.

"Vi kan komme i den situation, at der i visse områder er større interesse for ordningen, end der er penge til. Det kan sætte os i den urimelige situation, at det bliver os konsulenter, der får indflydelse på, hvem der får tilskud, og hvem der ikke får. Hovedparten af EU ansøgningerne jo bliver udarbejdet via os konsulenter," pointerer Erik Sandal.

Senest er det fremgået, at der skal søges i tre runder.

"Dette kan måske betyde, at nogle ansøgninger skal lukkes op flere gange i en i forvejen hektisk periode. Vi kan igen risikere at nogle landmænd går glip af tilskuddet og ikke får tilmeldt efterafgrøder til ordningen," skriver formanden.

Foreningen har ingen forståelse for, hvorfor ansøgningen om de frivillige efterafgrøder skal søges via det generelle ansøgningssystem med sidste frist 21. april.

"En stor andel af efterafgrøderne skal jo først etableres sidst i juli og i løbet af august," pointerer han.

Der er lagt op til at efterafgrøderne skal placeres i præcis de marker, som er anført i ansøgningen.

"Vi har erfaring for, at landmænd i løbet af sæsonen bliver tvunget til at ændre planer med hensyn til efterafgrøder.
Vi kan på ovenstående baggrund frygte, at en meget omstændighed ansøgningsprocedure og en striks administrationspraksis i sidste ende spænder ben for, at der bliver udlagt det nødvendige areal med efterafgrøder."

"Så selv om du har erklæret, at landbruget bare skal levere efterafgrøderne uden vrøvl, så har din administration indtil nu sørget for, at der er udsigt til kaos for os konsulenter, som forsøger at give alle vores kunder god og kompetent rådgivning. Det finder vi ikke muligt som forslaget er nu."

"Som forening vil vi opfordre dig til at lytte til de forslag som er fremsat fra erhvervet omkring en mere smidig håndtering af den udfordring, det vil være at finde cirka 140.000 frivillige efterafgrøder."
 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.