Såbarometer: Stadig ingen panik for majssåningen

Regn og køligt vejr satte først på ugen en stopper for majssåningen. Der er dog stadig optimisme i forhold til at få majsen sået inden midten af maj.

Regnen først på ugen har kølet jorden og satte mange steder en stopper for majssåningen. Eneste undtagelse var på Bornholm, hvor solen skinnede først på ugen.

»Vi har haft et meget atypisk forår. Vi fik 40 cm sne i påsken. Det tøede i løbet af et par dage, og da det samtidig regnede, gav det problemer med vand, der samlede sig i lavningerne. Efterfølgende har det dog været usædvanlig varmt. Det har helt usædvanligt givet godt betingelser for at bekæmpe ukrudt i vintersæden. men jorden har været for kold til, at vi har kunnet så majs«, siger Ole Harild, planteavlskonsulent hos Bornholms Landbrug & Fødevarer.

I mandags gættede han på, at der vil være sået ti procent majs sidst i denne uge. Det er dog forbundet med ret stor usikkerhed, da der på en enkelt dag med godt vejr kan sås ti procent af det planlagte majsareal.

Sen start i nord

I Nordjylland gik majssåningen først i gang i bededagene.

»Jorden har ikke været tjenlig før. Mange steder ville det have været godt, hvis jorden var blevet pløjet for nogle uger siden, så den hurtigere var blevet varmet op. Det har dog ikke kunnet lade sig gøre, da der har været voldsom travlhed i det meget komprimerede forår«, siger Tina Houlborg, planteavlskonsulent hos LandboNord.

Hun tilføjer, at mange landmænd - uanset såtid - sår tidlige og middeltidlige sorter, da erfaringen er, at der er en for stor risiko forbundet med at dyrke sildige sorter.

Voldsomme strukturskader

I Sønderjylland vurderer Søren Boisen Wind, planteavlskonsulent for Landbrugsrådgivning Syd, at cirka halvdelen af majsen er sået.

»På de lette jorder er det meste af majsen sået, men vi mangler mange af de lavere arealer, hvor der sidste år blev lavet voldsomme strukturskader, da majsen skulle bjerges«, siger Søren Boisen Wind.

Han tilføjer, at mange landmænd råder bod på strukturskaderne ved at grubbe, men at der formentlig kan gå 1-2 uger, før det lader sig gøre at så majs på de hårdest ramte arealer.

Derudover venter mange økologer på en periode med stabilt lunt vejr, så majsen spirer hurtigt frem.

Regn køler jorden

På Klaus Kirkeby Maskinstation ved Videbæk er Klaus Kirkeby Nielsen fortrøstningsfuld i forhold til at få majsen sået inden midten af maj.

»De seneste par år har vi sået majsen efter 1. maj, men indtil videre har vi sået cirka halvdelen af de 800 hektar majs, vi skal så i år«, siger Klaus Kirkeby Nielsen.

Han kører i år med en helt ny Maestro 12.75 SW, som kombinerer placering af flydende og fast gødning. Systemet er bl.a. designet til at imødekomme det nye fosforloft, som med nye regler har gjort det en del mere komplekst at tilføje fosforgødning til majsen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.